Decemberklummen 2020

Julemåneden er på rigtig mange områder børnenes tid.

Rundt omkring i de små hjem, skal der imidlertid nok være både småbørns- og teenageforældre, der halv- eller heludmattede vil himle med øjnene og sukke over, at derved adskiller julemåneden sig egentligt ikke væsentligt fra årets øvrige 11 måneder.

Men har vi voksne mulighed for det, lægger vi ret mange af de vågne timer (plus det løse), aktiviteter og ressourcer ind i den spændingskurve, der lige pludselig stopper den 24/12 kl ca. 21.30.

Og vi gør det år efter år og – vil jeg fastholde – mest for børnenes skyld.

For mange udsatte børn og unges vedkommende flader spændingskurven bare ikke ud, der hen på juleaftens aften.
Utryghed, savn og uindfriede forventninger er ofte vilkår, som vi, der arbejder med børnene, på samme tid skal forsøge at afdramatisere, balancere og kompensere for. For børnenes skyld. Og for deres forældres. I nævnte rækkefølge.
Vi gør ALT, hvad vi kan for at skabe tryghed, håb og indfri forventninger.

I år med Coronaen som allestedsnærværende klangbund for bestræbelserne – med “voldsom trængsel og alarm”, som et par af de triste ingredienser i en tikkende smittebombe.

I den sammenhæng er vi usigeligt glade for, at vores rigtig gode “allerbedstevenner” fra Operation Julegaveregn også i år bliver medskabere af glæden ved den del af julen, der handler om gaver.

Mens disse linjer skrives er Operationen godt i gang, forlyder det fra de mennesker, der nu for 14. år i træk samler penge ind, så udsatte og anbragte børn på vores medlemsinstitutioner kan få en ekstra julegave.

Mere om det til sidst i denne klumme.

Vi venter stadig på Regeringens udspil til BARNETS LOV.

I FADD har vi gjort vores yderste for at kvalificere udspillet: Vi har udarbejdet et katalog over vores anbefalinger og har sendt det til, om ikke Gud og hvermand, så til en lang række samarbejdspartnere med Social – og indenrigsminister Astrid Krag som den første, socialordførere, tilsynsmyndigheder, forskervenner, embedsmænd i ministerier og styrelser og andre i vores netværk.

Og vi har været i tæt kontakt med rigtig mange af dem – afsprittede, med afstand og uden håndtryk og krammere…
Mens vi venter, er det ikke kun os, der står og laver strækkeøvelser for at varme kroppen op til drøftelserne.

I Politiken 23/11 giver en række ordførere således deres foreløbige kommentarer på det hidtil meget overordnede udspil fra Astrid Krag.
»Jeg er glad for, at statsministeren brugte sin tale på de udsatte børn. Jeg er ambivalent, fordi fokus er forkert. Det handler ikke om for få eller for mange, men om, at de rette børn anbringes. Og om børnene og forældrene får den rette støtte før, under og efter anbringelsen«, siger Trine Torp fra SF, der har vist sig som regeringens mest stabile støtteparti.

Vi er ganske enige, Trine Torp.

Vi får se…

»Der er ingen evidens for, at det, Mette Frederiksen siger i sin tale, skulle give flere børn et bedre liv. Hvis det er regeringens politik, at man vil have flere tvangsanbringelser og flere bortadoptioner, er det udtryk for en frygtelig systemtankegang«, siger socialordfører for Venstre Marie Bjerre.

Vi er et langt stykke henad vejen enige, Marie Bjerre.

Vi får se…

Så vidt så godt.

Til gengæld peger De Radikale Venstres, Rasmus Helveg Petersen, på, at gruppen af tidligere anbragte på alle parametre klarer sig dårligere end de ikke anbragte.

»Der er flere hjemløse, flere kriminelle, flere uden uddannelse. Vi har massiv dokumentation for, at anbringelsessystemet ikke leverer gode resultater. Det gør det svært at se fornuften i at putte flere ind i det«.

Kære Ramus Helveg Petersen: Der er også flere hospitalsindlagte børn, der får huller i deres skolegang end børn, der ikke kommer på hospitalet. Der er flere psykisk syge børn, der får medicin end ikke-psykisk syge børn. Der er flere børn fra familier med selvmordshistorier, der får traumer end børn, der ikke har oplevet selvmord i den nærmeste familie.

Men det får dig vel forhåbentligt ikke til at kræve færre penge til hospitalerne eller til de psykologiske hjælpesystemer?

Eller hvad havde du forestillet dig?

Vi skal alle sørge for at blive dygtigere; ikke mindst os, der har andre menneskers børn i vores varetægt.

Men det gælder altså også politikere, der lever af at forvalte skatteborgernes interesser og penge.

I har også en forpligtelse til at gøre jer umage, undersøge sagerne inden I udtaler jer og undlade at viderebringe myter, der er baseret på et unuanceret grundlag.

Du har en stående invitation til at besøge os på en af vores medlemsinstitutioner. Bare sig til …

Alt i alt tyder det på at vi skal i gang med endnu en virkelighedskorrektionsrunde.

Men vi er Så klar.

Og det er vi sådan set også, når læreruddannelsen skal forbedres.

I fredags (27/11 2020) meddelte uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) at hun ville invitere KL, lærerne og professionshøjskolerne til at hjælpe regeringen med at sætte fokus på læreruddannelsen ovenpå evalueringen i 2019.

Vi vil snarest lade ministeren vide, at vi meget gerne bidrager til udviklingsprojektet, da børn og unge på de interne skoler og dagbehandlingsområdets undervisningsafdelinger i den grad har brug for lærere, der i deres uddannelse har haft mulighed for at udvikle kompetencer og viden indenfor specialundervisningsområdet.

Tilbage til vores allerbedste Julegaveregns-venner: De drømmer om at ramme de magiske 300 indmeldte i Foreningen: Julegaveregns Venner, og det har de brug for din hjælp til i år.

Som de skriver: “Vi er allerede 88, men 300 er grænsen for at kunne oprette en rigtig forening. Og det vil betyde at vi næste år kan tilbyde virksomheder at donere fradragsberettiget til Operation Julegaveregn. De 300 kroner i årligt medlems gebyr går naturligvis ubegrænset til indsamlingen.

Du kan læse meget mere og melde dig ind her på linket:

https://julegaveregn.dk/julegaveregns-venner

God indsamling, god december og rigtig god jul.

A very Merry Christmas

And a happy new year

Let’s hope it’s a good one

Without any fear

(JL)

Charlotte Møller Pedersen

Formand for FADD