Få nyhedsbrev på mail:

Så er operation JULEGAVEREGN igang igen ...

Skærmbillede 2017-12-01 kl. 12.14.43.png

Så er operation JULEGAVEREGN igang igen ... med at indsamle penge til ekstra julegaver til anbragte børn og unge 

Støt dem - hvordan?

Send din donation til tlf. 24 44 55 66

Støt med 20 kr: SMS ‘JGR’ til 1220

Støt med 100 kr: SMS ‘Gaveregn’ til 1220

Bankoverførsel til: 0400 4016786476

Giro: 83215194


Sådan!

Læs mere her:

www.julegaveregn.dk

Intet

Video fra os: Om børns tanker og drømme ...

1dt9jrg.png

Se, nyd, hent og del vores video om børns tanker og drømme om barndom og voksenliv

På Youtube:
www.youtu.be/niHqbXRxILk

Og på facebook:
www.facebook.com/foreningenfadd/videos/1477451032362676/

Findes på Youtube og facebook

Intet

Temadag om de tids- og målfokuserede indsatser OBS UDSAT TIL 13/3 2018

DTMFI_28nov2017.jpg

De tids- og målfokuserede indsatser (DTOMFI)

Temadag 13. MARTS 2018
Tid: 9.30-15
Sted: CBU Vejle Fjord, Solvej 62, Vejle

Formål: at deltagerne får mulighed for at dele erfaringer med opstart, handling og evt evaluering af DTOMFI samt at blive inspirerede af oplægsholderes og øvrige deltageres forståelser af udvalgte aspekter af praksis på området – herunder samarbejdet mellem myndighed og udbydere.

Tilmelding: Senest 1./2 2018 på kassereren@dyssegaarden.dk
Pris: 375,-
Oplys: Institution/tilbud/skole, EAN nummer og antal deltagere (som udgangspunkt max 3 deltagere pr. institution, men forhør på info@fadd.dk om muligheden for flere deltagere)

 

 

FADD_DTMFI_28nov2017.pdf

Generalforsamling 2017 - ny bestyrelse

FADD_best_2017_2018.jpg

På FADDs generalforsamling den 9/11 valgte medlemmerne de repræsentanter, der skal lede foreningen frem mod næste års generalforsamling:

Formand Søren Skjødt blev genvalgt uden modkandidater.

Bestyrelsesmedlemmer:
Hanne Dalsgaard, Skovgården - genvalgt uden modkandidater.
Peter Rødbro Johannessen, Dyssegården - ikke på valg
Annete Olsen, Josephine Schneiders Hus - genvalgt uden modkandidater.
TinaMaria Larsen, Den sikrede institution, Kompasset - ikke på valg
Torben Norup, Struer skolehjem - ikke på valg
Marianne Bech-Hansen, BUC Østervang - genvalgt uden modkandidater.

Suppleanter:
Frants Christensen, Kejserdal
Gitte Callesen, Møllebakken

Bestyrelsen konstituerer sig på førstkommende bestyrelsesmøde

Se foto

Intet

Slides fra Årsmødet

aarsmoedet_2017_slides.jpg

Hermed foreligger slides fra årsmødet.
De bliver lagt op som de kommer

Find og hent slides herunder ...

FADDaarsmoedet2017_slides_soren_voxted.pdf

Slides fra Årsmødet

aarsmoedet_2017_slides.jpg

Hermed foreligger slides fra årsmødet.
De bliver lagt op som de kommer

Find og hent slides herunder

FADDaarsmoedet2017_slides_soren_obed.pdf

Artikel af Søren Voxted

aarsmoedet_2017_slides.jpg

Hermed foreligger slides fra årsmødet.
De bliver lagt op som de kommer

Find og hent slides herunder

FADDaarsmoedet2017_slides_soren_voxted_artikel.pdf

Slides fra Årsmødet

aarsmoedet_2017_slides.jpg

Hermed foreligger slides fra årsmødet.
De bliver lagt op som de kommer

Find og hent slides herunder

FADDaarsmoedet2017_slides_anders_petersen.pdf

Slides fra Årsmødet

aarsmoedet_2017_slides.jpg

Hermed foreligger slides fra årsmødet.
De bliver lagt op som de kommer

Find og hent slides herunder

FADDaarsmoedet2017_slides_ole_rasmussen.pdf

Generalforsamling 2017

fadd_gf2017_budget.jpg

Budget

Kan hentes her

FADD_budget 2017_2018.pdf

Generalforsamling 2017

fadd_GF2017_regnskab.jpg

Regnskab

Kan hentes her

FADD_Aarsrapport_2016_2017.pdf

Generalforsamling 2017

fadd_GF2017_beretning.jpg

Beretning

Kan hentes her

FADD beretning 2017_def_udg.pdf

Oktober-klummen 2017

SS_ny_nov2012.jpg

Det var Niels Hausgård, der for nogle år siden sagde, at ”vi, der lever af satiren bliver overdynget med materiale for tiden”.
Han henviste derefter til Farum-sagen og til Prins Henriks kritik af kongehusets vigtighedsrækkefølge med ham selv som Henrik d. 3.
Uden sammenligning overhovedet: For øjeblikket bliver vi, der gør, hvad vi kan for at gøre tingene ordentligt, etisk og fagligt forsvarligt overdynget af eksempler på det modsatte.

På DR vises dokumentaren, ’Hvem passer på Michael?’
I den to-delte serie, hvoraf  vi endnu har den anden udsendelse til gode, får vi indblik i, hvor skævt det er gået i Esbjerg Kommune, hvor en dreng, Michael, blev fjernet fra sin psykisk syge mor, da han var 19 dage gammel, og blev anbragt hos en plejefamilie på deres gård i Vestjylland.
Michael trivedes i sin nye familie, men da han blev  større og fik en diagnose, startede problemerne.
”Kommunen og familien er nemlig ikke enige om, hvordan man passer på Michael, og han kommer nu i klemme mellem familie og system”, som DR skriver i sin omtale af programmet.

Nogenlunde samtidigt viser TV2 – ligeledes i bedste sendetid – Anbragt i helvede. Denne serie på flere dokumentarafsnit og debatprogrammer handler om en række børn, der får år tilbage har oplevet overgreb fra såvel enkeltpersoner som fra anbringende myndigheders side.

TV er et stærkt medie. Disse dokumentarudsendelser er ingen undtagelse.
Klipning, musik og, teasere og dramaturgiske opbygninger med afsluttende cliffhangere fremhæver de dramaer, der udspiller sig i og omkring de tidligere og nuværende anbragte børn og unge.
Hvis ikke man vidste bedre og ikke havde vished for, at der indenfor samme tidsperiode har været præsteret masser af fagligt kvalificeret sagsbehandlerarbejde og virkningsfuld socialpædagogisk praksis, var det passende at sige: Luk nu bare det hele ned. Og start forfra.

Det ligger mig uendeligt fjernt at konkludere på forhold som jeg ikke har detaljeret kendskab til, men der er unægteligt forhold som enkeltpersoner og myndigheder, der ’portrætteres’ i udsendelserne burde beklage. Og der er forhold  hvor i særlig grad myndigheder både burde have ført bedre kontrol og burde have stoppet ulovlige og moralsk forkastelige afgørelser og ufaglig praksis.
Ingen af de nævnte kommuner har  valgt at deltage i udsendelsen.
Det kan - og jeg understreger, det kan – være, at de vil kunne fortælle andre historier om de - uanset omstændighederne - kritisable forhold, som disse børn og unge er blevet udsat for. Dermed ville kommunerne kunne medvirke til at nuancere nogle af begrundelserne for ønsket om forandringer i og af praksis.
Det er på det foreliggende grundlag ikke til at vide, hvilke børnefaglige begrundelser, der kan have nødvendiggjort nye indsatser. Men.
Det forklarer, endsige legitimerer, på ingen måde kopiering af handleplaner, mangel på børnesamtaler, fravær af supervision, straksflytninger, ulovlig overvågning, ulovlig medicinoverdragelse, ulovlige udlandsanbringelser og manglende børn og unge- udvalgsbeslutninger.
Ulovlighederne er grelle nok i sig selv.

Men det bliver for alvor tragisk og hovedrystende - bortset fra konsekvenserne for de involverede børn og ung - når en mand der tilsyneladende/måske er ved sine sansers fulde fem – men som forhåbentligt ikke længere er aktiv på området, fremhæver sine egne kvaliteter og tildeler sig selv Ridderkorset på en bagrund, han burde skamme sig over.

Vi ser og hører i den forbindelse i udsendelsen nogle unge, der som en af dem siger, er blevet til noget på trods – ikke på grund af den mands gøren og laden.
Jeg håber, jeg har ret når jeg siger, at billederne fra TV2 – som retfærdigvis rækker nogle år tilbage - er meget langt fra den virkelighed, jeg kender til fra vores medlemsinstitutioner.

På en skala fra 1 til 10 over mediers sensationslyst – jo højere rating desto mere fokus på ulykke, vold, blod og mangel på almindelig anstændighed, har DR traditionelt holdt sig på 1-3. TV2 giver den sædvanligvis lidt ekstra gas med virkemidlerne.
Men de holder sig i denne sammenhæng begge indenfor det acceptable.
Jeg ville være noget mere nervøs for etikken, hvis TV 3-4-5 ledte efter historier, der kunne øge deres seertal med endnu mere dramatiserede udstillinger og stigmatiseringer af udsatte børn og unge til følge.
De dramatiserede historier må gerne komme frem og nogle gange skal de frem i en form, som vi kan forstå. Både de gode og de dårlige.
I særlig grad, hvis nuværende og kommende udsatte børn og unge kan profitere af det.
Eller hvis vi som samfund er nødt til at få kendskab til kritisable forhold, så vi kan få strammet op på anstændighed og retssikkerhed – med mere.
Det hører under TV stationernes public service forpligtelse…
Det er så op til lovgivere, myndighed og praktikere at gøre alt hvad vi kan for at skabe de mest nænsomme løsninger i udsatte børn og unges liv, så de får mulighed for at få et bedre liv end, hvis de alene selv kunne bestemme.
Hvis praksisområdet, kommunerne og lovgiverne ikke ’har nok’ i De sociale tilsyn, Ankestyrelsen, Ombudsmandens børnekontor med flere, må vi selvfølgelig insistere på nye modeller og mentalitetsændringer for at sikre udsatte som ikke-udsatte børn og unge ordentlige forhold.
---
Jeg er for øvrigt i godt humør for tiden:
Vi har fået rigtig mange tilmeldinger til vores årsmøde her i november.
Vi sætter rekord med 165 tilmeldinger, har udsolgt af værelser, men har fortsat mulighed for at booke værelser på nabohotellet 12 meter fra vores konferencehotel.
Så tøv ikke med nye tilmeldinger – vi vil gerne være endnu flere om det vi selv synes er et rigtig godt program.

Med fare for at nogen vil synes, at jeg kammer over i aktuel højspændt eufori:
Jeg vil gå så langt som til at give min støtte til Kanal 5 med Thomas Mygind i værtsrollen, med reklameafbrydelser hvert 10 minut og teasere fra Paradise Hotel, hvis de vil fortælle nye historier fra vores verden – hvis blot de holder sig til hvad der er godt for de involverede børn og unge – og deres sag. Herunder hvis de også vil vise, hvor godt nogle af disse børn og unge klarer sig – ikke på trods af, men på grund af…
I det regi vil det ikke være public service, men blot … godt TV.

Søren Skjødt, formand for FADD

Intet

Novemberklummen 2017

SS_ny_nov2012.jpg

November måned har i år 2 fagpolitiske højdepunkter for mig.
Kommunalvalg 21/11 og FADDs årsmøde 8-10/11.
Hvad det sidste angår, har vi, som omtalt de sidste par medlemsnyhedsbreve, den store glæde, at rigtig mange - knap 190 - deltagere fra vores medlemsinstitutioner og blandt vores samarbejdspartnere mødes på Kysthotellet i Grenå til faglige oplæg, netværksudvidelse og vedligeholdelse og måske lidt spøg og skæmt torsdag aften.
Vi har fokus på faglig ledelse, fordi vi efter nogle år med en generel optagethed af ledelse som selvstændig disciplin, ønsker at lægge yderligere lag på den del af vores identitet, som omfatter forståelsen af, at faglighed – viden og erfaringer – er og skal være basis for arbejdet med de mest udsatte børn og unge i Danmark – også på ledelsesniveau.

Hvis man opdeler ’forstyrrelser’ i gode og dårlige, så har vi været vidner til nogle stykker af de dårlige på det seneste i form af en række TV-udsendelser, der har sat hele vores område i et dårligt lys med Indefra - Anders Agger på Grenen, som behagelig undtagelse.
Og som jeg skrev i sidste klumme: ”Hvis ikke man vidste bedre og ikke havde vished for, at der indenfor samme tidsperiode har været præsteret masser af fagligt kvalificeret sagsbehandlerarbejde og virkningsfuld socialpædagogisk praksis, var det passende at sige: Luk nu bare det hele ned. Og start forfra.”
Men også: "Det er først og fremmest aktørernes etik, egenkontrol, faglighed og menneskelighed, der skal sikre at udsatte børn og unge behandles ordentligt." (Pressemeddelelse fra 24/10)
Siden har DR vist det to-delte program, Afsløret – Tvinds nye imperium.
De udsendelser, hvoraf vi så den sidste forleden aften (31/10) - har nærmest gjort ondt værre…
Hvilket så fører næsten naturligt over i månedens næste store oplevelse: Kommunalvalget.
For hvad tænker kandidaterne om ‘Tvinds nye imperium’?

Som aktører inden for udsatte børn og unge området igennem mange år, ved vi, at der i et halv års tid op til valget ikke bliver truffet væsentlige beslutninger i kommunerne. Men at de kan komme lige efter.
Om det ligefrem er, som min gamle sidekammerat på seminariet en gang svarede på sit eget spørgsmål : Hvilken lighed er der mellem en køkkensælger og en politiker? Lover/låger og skuffer, hvis De forstår sådan en lille en, ved jeg såmænd ikke.
Indrømmet: Hvis man kan kalde den en joke, er den bedst – ikke nødvendigvis morsom – mundtligt …

Vi er derfor  generelt opmærksomme på kommunale signaler, episoder og småbeslutninger, som KAN være forskud på nye initiativer, der vil kunne  komme til udtryk som større skælv, NÅR altså resultaterne af kommunalvalget foreligger.
Og vi har set eksempler på besynderlige prioriteringer, pludselige kursskift, og umotiverede ændringer af gældende praksis
I den forbindelse vil vi – i første omgang stilfærdigt og venligt – minde kommunerne om de faglighedsforpligtelser, der er i Lov om social service.
Vi vil også minde om, at sammenbrud i særlig grad i plejefamilier ser ud til at blive en af de helt store udfordringer for vores område de kommende år - vist og dokumenteret i professor Inge Bryderups undersøgelse af plejefamilieområdet fra tidligere i år.

I særlig grad beder vi nye – og minder de gamle kommunalbestyrelsesmedlemmer om den forsyningsforpligtigelse, der ligger i at medvirke til at sørge for, at der, for de udsatte børn og unges og deres familiers skyld og i nærdemokratiets navn, er de nødvendige tilbud på den kommunale indsatstrappe.
Det er løsninger, der skal kunne række ud efter og fungere i forhold til naboens børn.

Vi beder alle parter om, i forlængelse af Regeringens nye ungdomskriminalitetsreform, som vi vanen tro vil give faglige mod- og medspil, at forstå, at den 17 årige dreng, der pludselig slår sig i tøjret, udebliver fra skolen, begynder at ryge og sælge hash og som følge heraf måske bliver presset ind i kriminelle grupper, den drengs udfordringer – jeg vil vædde 3 ristede med brød - har kommunen kendt til i mange år. Vi ønsker aktion fremfor reaktion  og reaktion fremfor ingen aktion…
Det hedder også rettidig omhu.
Vi følger op.
Det gør vi også på vidundermetoder og tryllemodeller.
I det forløbne år har vi for eksempel søgt faglige svar spørgsmål som:
Hvad er Herning-modellen? Hvordan går det med den Herning-model? Hvor blev Herning-modellen af? Og befinder den model sig overhovedet i Herning?

Lad os i al venskabelighed anbefale kommunerne: The 12 recommendations: (på dansk, De 12 rigtige)
From all of us to all of you

  1. Få nu styr på fejlene i udsatte-børn-og unge–sagerne
  2. Tænk langsigtet – brug pengene på udsatte børn og unge-området som investering
  3. Gå sammen i tværkommunale samdriftsløsninger om de nødvendige tilbud
  4. Styrk indsatstrappen i stedet for at fjerne trin – flytbar rulletrappe i stedet for stationær trappestige.
  5. Skab det rigtige match mellem barnets udfordringer og indsatsstedets kompetencer
  6. Apropos det rigtige mach: Sørg for at jeres forvaltningsledere har de rigtige kompetencer ift de opgaver de  skal løse
  7. 7. Overvej nøje hvilken type tilbud, I vælger og hvad I vil stå på mål for. Billigst er IKKE en kvalitet i sig selv
  8. Sørg for at have systemer (og enkeltpersoner) der fremmer den rigtige timing
  9. Lad nu være med at nedlægge noget, der virker og som det tager lang tid at bygge op igen
  10. Gå i dialog med udførerleddet om, hvordan man kan bruge den viden og de erfaringer, der er i forvejen, men måske på nye måder. Kræv nye fagligheder og kompetencer, hvis det er det, der er brug for …
  11. Lad være med at slå nytænkning og besparelser sammen i én proces; det giver modstand + modstand. Start med nytænkning – drop besparelserne med mindre det kan begrundes fagligt
  12. Ring hvis der er noget I er tvivl om ift viden og erfaringer om udførerleddets opgaver

Af forventeligt gode forstyrrelser kan jeg nævne, at vi i det næste bestyrelsesår i FADD vil få mulighed for at drøfte faglige spørgsmål, udfordringer og dilemmaer med en række fagfolk fra Norden, England, Nordirland og Tyskland med vores deltagelse i nye internationale  netværkscirkler, som det har været vores bestræbelse at blive en del af det sidste års tid.
Vi håber og tror på, at internationale kontakter kan medvirke til at ruste os yderligere til at give kvalificeret mod- og medspil til nye og gamle politikere og embedsmænd - også når de kommer hjem fra studieturene og bedyrer, at nu, nu har de fundet den, metoDEN, som vi alle skal arbejde efter.
Med henvisning til Svend Brinkmans nye bog, så vil vi prøve at leve med, at vi må GÅ GLIP.
Trylleri hører til i underholdningsbranchen.
Indtil det modsatte er bevist, tror vi mest på det lange seje træk – baseret på viden og erfaringer.

Stem på kandidater, der vil noget godt for udsatte børn og unge - og vel mødt til årsmødet …

Søren Skjødt, formand for FADD

Intet

FADD PM: DR 24/OKT: Afsløret- Tvinds nye imperium

PM_FADD_FOTO.jpg

FADD: VI VED GODT, OM VI SKAL GRINE ELLER GRÆDE

I aften viser DR dokumentarudsendelsen – Afsløret – Tvinds nye imperium, som det første af 2 programmer om, hvad der foregår på nogle opholdssteder med tilknytning til Tvind. Med udgangspunkt i de teasere, der har løftet sløret for dele af indholdet af denne aftens udgave af den nærmest uendelige række af indblik i livet på et botilbud for udsatte børn og unge, som vi er blevet præsenteret for den seneste tid, har vi angiveligt noget af det værste til gode.

Bortset fra at man vel kan sige at ’brandet’ Tvind på et par områder er blevet noget belastet gennem de seneste år, så ser det alvorligste ud til at være den måde børnene bliver behandlet på. Nu ved vi godt, at TV er et stærkt medie. Vi ved, at klipning, musik og kontekster kan bruges til at skrue op - og ned - for dramaerne. Men.

FADDs formand, Søren Skjødt udtaler: ”I FADD er vi optagede af primært 3 ting: At udsatte børn og unge får den hjælp, de har brug for. At den hjælp de får, er omsorgsfuld og udviklende. Og at den hjælp de får, rent faktisk gør, at de får det bedre. Det har lovgiverne et ansvar for. Og det har alle vi, der arbejder med udsatte børn og unge et ansvar for.

Hvorvidt det eller de Socialtilsyn, der medvirker i udsendelserne, ikke har gjort deres arbejde godt nok, må vi vente med at vurdere, men det ændrer ikke på det faktum, at alle former for kontrol har sine begrænsninger. Det er først og fremmest aktørernes etik, egenkontrol, faglighed og menneskelighed, der skal sikre at udsatte børn og unge behandles ordentligt.

Når eller hvis primær-aktører (tilsyn, kommuner, bosteder) svigter er det vigtigt, at vi har årvågne, kompetente og kritiske medier til at bringe overgreb, uretfærdighed og svindel frem i dagslyset.

Noget tyder på, at vi skal gennem endnu en aften foran skærmen med gråd og tænders gnidsel.”

Hent hele pressemeddelelsen herunder

PM 24okt2017_tvind_def.pdf

Ny undersøgelse fra Trygfondens Børneforskningscenter

trygf_BFC_logo.png

MEGET INTERESSANT LÆSNING...

"Sænket kriminel lavalder fik ikke unge til at begå mindre kriminalitet. Tværtimod.
14-årige, som blev straffet, mens den kriminelle lavalder var sænket til 14 år, var mere tilbøjelige til at begå ny kriminalitet, end før lavalderen blev sænket."

Det viser ny undersøgelse fra Trygfondens Børneforskningscenter, som er foretaget af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) og Aarhus School of Business and Social Sciences (BSS)

Som et eksempel på nogle politikeres zigzagkurs mellem krav om viden som grundlag for beslutninger og selv(over)vurderet ret til at stikke fakta skråt op - efter forgodtbefindende (typisk mhp besparelser eller mytefastholdelse) gentager Dansk Folkeparti ønsket om at den kriminelle lavalder sænkes til 12 år som led i ny ungdomskriminalitetspakke.

Det er vel en tilsnigelse ligefrem at savne den nu 82 årige Kristen Poulsgård på den politiske scene.
Men man følte sig da godt underholdt med udtryk som "Hvis det er fakta, så benægter A fakta!"
Knap så sjovt uden Pousgård!

Læs artiklen fra Information herunder

Information_19-10-2017.pdf

TIVOLI ÆNDRER NAVN PÅ FORLYSTELSE

Intet

HVAD HAR DET SÅ LIGE MED FADD AT GØRE?

Det har været en rigtig dårlig ide fra starten, men er nu blevet reddet i sidste øjeblik.
En ny stort anlagt forlystelse i Tivoli, Det hjemsøgte børnehjem, der skulle åbne på fredag den 13/10, er efter hård kritik blevet navne- og konceptmæssigt ændret.
Som BT skriver idag (11/10)
»I forbindelse med lanceringen af vores scary house hed det 'Det hjemsøgte børnehjem'. Siden har vi fået en henvendelse fra en borger og en interesseorganisation (FADD, red.), som gjorde os opmærksomme på, at navnet kunne virke krænkende for nuværende og tidligere anbragte børn. Og begge opfordrede os til at ændre navn og tema - og det har vi prompte reageret på,« siger pressechef Torben Plank.
»Vi kan godt se pointen, og vi har ændret navnet til 'Det hjemsøgte'. Reklamekampagnen bliver justeret, selve spøgelseshuset er vi ved at gennemgå, og effekter er direkte blevet fjernet.«
---
I FADD har vi givet udtryk for vores uforbeholdne mening om navn og koncept. 
Tivoli har lyttet og handlet. Respekt for det.
Vi sender god karma til huset ... og Tivoli... 

Læs artiklen i BT herunder ...

Intet

Link: www.bt.dk/…/folk-er-dybt-forargede-over-tivolis-nye…


2 spændende publikationer fra Styrket Indsats

styrket.jpg


"I den første publikation finder du den samlede fortælling om projektet, metoden Positiv Afvigelse og de vigtigste temaer, der hhv. udfordrer og styrker anbragte børns mulighed for læring. Her møder du også tilbuddenes egne historier i en række cases

I den anden publikation finder du inspiration til konkrete initiativer, som de 14 døgntilbud har igangsat. Initiativer, der med lokal tilpasning også kan gøre en positiv forskel hos jer."

Fra STYKET INDSATS' egen beskrivelse af materialet

StyrketIndsats_Hvordan_styrker_vi_anbragtes_mulighed_for_laering.pdf

September klummen 2017

SS_ny_nov2012.jpg

På konferencen FREMTIDENS DØGNTILBUD den 28. august havde Socialpædagogerne bedt forskere og praktikere om fra hvert sit ståsted at give deres bedste bud på, hvad der er problemet (eller rettere problemerne) i forhold til indsatserne på anbringelsesområdet og/eller hvordan vi fremover kan indrette de tilbud, der skal medvirke til at kvalificere mulighederne for, at udsatte børn og unge kan få et bedre liv.
Som skrevet i den korte opdatering lige efter konferencen så er vi i FADD mere optagede af NUTIDENS DØGNTILBUD (og i det hele taget alle typer indsatser og tilbud for udsatte børn og unge) end af FREMTIDENS DØGNTILBUD.

Når man ved, hvor vigtig timing er i arbejdet med udsatte børn og unge, så er der et etisk problem forbundet med ikke - i første omgang forsøgsvis, hist & her - at omsætte enslydende budskaber fra forskere og praktikere.

Selv om vi tidligere har problematiseret den inkonsekvens, der ligger i mange politikeres vekslende – efter økonomisk forgodtbefindende – krav om viden om hvad der virker (nogle gange, med mindre det er for dyrt) og insisterende synsninger (nogle gange, når konsekvensen af videnssargumenter bliver for dyre) kan vi jo godt gøre det igen.

Så ærgerligt at:

  • Socialministeren – efter et i øvrigt udmærket oplæg – måtte haste videre uden at få de mange hovedpointer med
  • KL ikke deltog (os bekendt) fordi vi betragter KL som en afgørende aktør i at skabe den nødvendige sammenhængskraft mellen både samdrift og tværfaglige indsatser i kommunerne
  • så få politikere  deltog – vi så dog SFs socialordfører Trine Torp smile samt nogle få lokalpolitikere smile

Rigtig mange af oplæggene pegede i den samme retning:

  • Udsatte børn og unge oplever for mange sammenbrud (uplanlagte flytninger)
  • Alle aktører på udsatte børn og unge området har en forpligtelse til at gøre, hvad vi kan for at undgå disse sammenbrud
  • Tidlig indsats, skolegang (og beskæftigelse) er beskyttelsesfaktorer i udsatte børn og unges liv. Men det er sociale kompetencer også...
  • Områdets aktører skal blive bedre til at samarbejde. (Der er brug for en samarbejdsreform)
  • Børn med behandlingsbehov skal have et behandlingstilbud
  • Kommunerne skal have de rigtige tilbud på hylderne
  • Det rigtige match mellem barnets udfordringer og indsatsstedets kompetencer er HELT afgørende for om en indsats virker
  • Samarbejde med de udsatte børn og unges forældre er meget vigtigt.

Hvad skal der så til?
På konferencen bidrog 3 af vores medlemsinstitutioner. Alle er det tilbud, der har fokus på specialisering, tværfagligt samarbejde og løsninger til konkret glæde og gavn for dem, det handler om: De udsatte børn og unge – og deres familier

Forstander Bjarne Jensen fra Børne og familieinstitutionen Bakkevej havde blandt andet fokus på, at man der:

  • arbejder på tværs af afdelinger med bl.a. familiearbejde, udredninger samt projekter.
  • har ansvaret for og driver Familieplejen i Hedensted Kommune
  • som pædagoger arbejder også som undervisere, supervisorer og procestovholdere

 Funktionsleder Søren Lønborg Kristiansen fra Familiecenter Esbjerg beskrev en indsats kendetegnet af at:

  • alt arbejde ift udsatte børn og unge er organiseret i eet center
  • løsninger foregår på tværs og med det tværgåendes dybde, højde og bredde
  • indgående kendskab til hinandens og hinandens tilbud og funktioner er vigtig
  • håndholdte indsatser skal være koordinerede

 Forstander og formand for FADD Søren Skjødt, Godhavn omtalte i sit oplæg:

  • den særlige faglighed (håndværket, handlekraften, løsningsfokus)
  • døgninstitutionen som vidensbaseret udførerled, med bevægelighed, agilitet og ’det specialiserede i det specielle’
  • FRA INDSATSTRAPPE TIL “RULLETRAPPE” med Kommunernes forsyningsforpligtelse, døgninstitution som kraftcenter, skalering af viden og indsats
  • kvalificering af de politiske beslutninger (tænke i både-og-løsninger og at institutionen i udgangspunktet altid er en del af løsningen

Hovedbudskabet fra konferencen må derfor være:

Når nu forskere (Inge Bryderup, AaU, Mette Lausten, VIVE, Simon Østergård Møller, Metodecenteret) og praktikere et meget langt stykke hen ad vejen får øje på nogle af de samme problemer og løsninger; hvordan får vi så - ikke bare etableret dialogen med politikerne, for den har vi – men skabt forståelse hos politikere og embedsmænd for det helt afgørende etiske projekt: a) at gøre mere af det, der er rigtig at gøre og b) at gøre mindre det, vi skal lade være med.

For vi ved jo godt hvad der virker:

  1. Den tidlige, koordinerede, vel-timede og opfølgningsorienterede indsats
  2. Det rigtige match mellem barnets udfordringer og tilbuddets kompetencer
  3. Kontinuerlig og/eller kompenserende skolegang
  4.  Deltagelse i opbyggelige fritidsaktiviteter
  5. Samarbejdet med børnenes forældre, familie og netværk
  6. Meningsfulde relationer til andre mennesker – herunder ikke-udsatte børn og unge
  7. Anstændige, omsorgsfulde og veluddannede medarbejdere til at sikre nummer 1-6 – tilsat den rigtige dosering af normalitet

 Sørens Skjødt, formand

 

Intet

Program for FADDs Årsmøde: 8-10 november 2017

Skærmbillede 2017-09-05 kl. 14.22.48.png

Kære medlemmer og samarbejdspartnere,

På dette årsmøde har vi valgt at have fokus på faglig ledelse.
Efter en tid med ledelse som fag er tendensen, at vi nu på ny vender tilbage til begrebet faglig ledelse.
Vi vil kigge nærmere på, hvad der egentlig kommer efter ’ledelse som fag’.
Årsmødets 5 oplægsholdere vil med forskellige indfaldsvinkler give inspiration til vores hverdag og arbejde med 'udviklingsprocesser i fællesskaber' her i 2017 og fremover.

OBS
Tilmeldingsfrist 25. september 2017

Tlmelding - se program

Aarsmoede FADD_2017.pdf

August-klummen 2017

Med fare for ikke bare at være, men også at lyde som en mand på godt & vel 50, så bliver man aldrig for gammel til at nyde at holde fri, sætte objektiviteten i parentes, trække stikket og få lidt kvalitetstid med sig selv og sine nærmeste: Helt god opfindelse, det der ferie …

Hvis den dårlige nyhed er, at sommervejret næppe har været ringere i mands minde, så er den gode nyhed, at det blev vi heller ikke på noget tidspunkt lovet.
Prognoser og oplevet vejr har stemt overens: Omskifteligt sommervejr, lavtryk over Atlanten, vekslende skydække, regnbyger, varsling af skybrud, kølig og fugtig luft, sagde meteorologerne. Og sådan blev det.

Så velhjemkommet fra det varme, regnfattige og solrige udland med opladte batterier, fit for fight og med forestillingen om de positive følelsers og tankers magiske kraft er jeg og resten af FADDs bestyrelse og sekretariat ved at være klar til en sensommer og et efterår, der som altid leder frem mod vores årsmøde, og som i år bliver den 8-10 november.
Program udsendes her i august.

---

På det seneste har flere kommuner søgt efter plejefamilier til udsatte børn og unge for at imødekomme en øget efterspørgsel, der dels er opstået på grund af et efterslæb fra Barnets reform i 2011, dels fordi mange plejeforældre går på pension i disse og de kommende år, og at der derfor er et stigende behov for at finde erstatninger for dem.
Det er nærliggende at spørge, hvorfor efterspørgslen er så meget større end udbuddet.
Svaret er ikke så enkelt at besvare.
Men der er et par oplagte, et par mulige og et par overvejende sandsynlige:

  • Nogle kommuner ønsker at anbringe børn og unge med meget komplekse vanskeligheder og udfordringer. 24/7 kan det være en meget stor opgave at løse - med konsekvenser for samliv og familiestruktur
  • Nogle familier kan gennemskue, at man af hensyn til barnets behov for forudsigelighed, kan være nødt til at afholde sig fra, begrænse eller omdefinere lystbetonede, impulsive og kreative aktiviteter.
  • Varme hjerter er vigtige i arbejdet med udsatte børn og unge, men det er ikke tilstrækkeligt.
  • Krav om personlige og familiemæssige kompetencer, robusthedsforventninger kan sammen med bureaukrati synes overvældende
  • Plejefamiliernes vilkår er meget forskellige fra kommune til kommune - og de ændrer sig løbende; det kan give usikkerhed om økonomi.
  • Den lovede uddannelsesmæssige opgradering er ikke blevet som forventet
  • Faglige netværk og tilhørsforhold kan være svære at få etableret, hvorfor alenehedsfølelse kan være en konsekvens
  • En del forældre har det svært med den plejefamilie, der uden nødvendigvis at ville det, kommer til at fremstå i en overposition ift barnets egen familie, hvilket kan belaste samarbejdsrelationen.
  • Den generelle beskæftigelse er stigende i DK

Opprioriteringen af plejefamilieområdet har ikke været problemfri, for nu at sige det sommermildt.
Hvilket vel også ville have været mærkeligt, når man tænker på, at dette område har været blandt de dårligst undersøgte anbringelsesformer.

I FADD har vi haft den principielle holdning til børn og sociale indsatser, at børn og unge skal have det tilbud, der bedst matcher den omsorg, støtte og hjælp, som de efter børnesagkyndiges vurdering har brug for.
Børn og unge, der vil kunne profitere af at blive anbragt i en plejefamilie, skal det.
Børn og unge der vil kunne profitere af at komme på en specialskole eller et dagbehandlingstilbud, skal det
Børn og unge, der vil kunne profitere af et specialiseret behandlingstilbud på en døgninstitution, skal det.
Og så videre…
Lov om social service understreger denne vigtige pointe.

I sig selv var det et paradoks at basere en reform på et vidensfattigt grundlag.
Ingen vidste reelt, hvad det var plejefamilierne kunne i forhold til hvilke udsatte børn og unge.
I stedet henviste man til de få undersøgelser, der forelå, som viste, at børn og unge i plejefamilier klarede sig bedre end andre anbragte børn og unge.
Man undlod bare at tage højde for, at børn og unge i plejefamilier havde væsentligt flere ressourcer og færre og mere endimensionelle problemstillinger end anbragte børn og unge på eksempelvis døgninstitutioner.
Reformen var ikke ordentligt forberedt. Man havde ikke – som Konrad og Aksel i det gode gamle TV-køkken ellers sagde igen og igen: 'Vi har snydt lidt og har lavet retten på forhånd'. For at kunne præsentere den bedste version, når det gjaldt
Man forsømte at redefinere plejefamiliebegrebet, at lave en prototype og en beskrivelse af krav, kompetencer, uddannelsesbehov og forventninger til de plejefamilier, der skulle løse nye og flere opgaver med børn og unge med færre ressourcer og med flere og flerdimensionelle udfordringer.
Skiftende Socialministre – i hvert fald en af dem - sagde det meget håndfast: De udsatte børn og unge skal bare have boller og kakao.

Lokalpolitikere og embedsmænd har undervejs med synsninger og hjemmestrikkede lommelogikker i forhold til opprioriteringen af plejefamilierne på samme tid forsøgt at nedtone det vidensbaserede grundlag og at betone det følelsesmæssige aspekt som grundlag for beslutninger om indsatsniveauet for udsatte børn og unge.
I andre sammenhænge kan vi høre de samme politikere og embedsmænd forsøge at overdøve hinanden i krav til dokumentation (meningsfuld OG meningsløs) evidens og validitet, der i overskriftform meget ofte er blevet til negationen VI-VED-IKKE-HVAD-DER-VIRKER.
Det er absurd …

Det minder om den 13årige pige med lidt for meget makeup, jeg engang hørte afslutte en diskussion med en lærer om, hvor mange mennesker, der bor i New York med et: Nåh, men det synes jeg altså.
Hun syntes der boede 100.000.

Eller om DFs Peter Skaarup, der i et interview i Information (28/7) om forskellen på argumenter baseret på holdninger og følelser og argumenter baseret på viden og kendsgerninger, mente, at følelser er vigtigere end viden i politik.
Nogle af os får - formentligt vellignende - billeder på, hvordan grundlaget for beslutningen om den del af indholdet i Barnets reform, der omhandlede opprioriteringen af plejefamilieområdet, kan være blevet til på.
Helt i tråd med hvor-svært-kan-det-lige-være-tankegangen…

Vi lever i en tid, hvor vi er vidner til, at meningsdannere og beslutningstagere vælger videns- eller følelsesmæssig argumentation efter forgodtbefindende.
Og ’forgodtbefindende’ har vist sig ofte at være lig med økonomiske parametre som de afgørende pejlemærker.
I første omgang kan man måske nøjes med at ryste overbærende på hovedet.
I anden omgang er det et alvorligt problem, hvis den skattefinansierede viden, som vi og andre producerer ikke bliver brugt til, at aktørerne på området fremadrettet bliver bedre til at træffe de rigtige beslutninger på det rigtige grundlag med den til enhver tid eksisterende bedste viden.
I tredje omgang kan der være udsatte børn og unge, der får en indsats, der er baseret på følelser og dermed potentielt på folkestemninger.
Det må altså være ambitionen på udsatte børn og unge-området, at de pejlemærker, vi bruger, handler om hvor godt vi kan gøre det med den viden, vi har.
Der kunne man måske godt ønske sig en lidt mere endimensionel og konsistent måde at søge belæg for sine synspunkter på…
Stram op …

Det er vores håb som forening, at politikere på landsplan og i kommunerne vil få et mere realistisk forhold til, hvor mange og ikke mindst hvilke udsatte børn og unge, der skal have hvilke indsatser. Og konsekvent blive mere vidensorienterede – uden at blive kliniske og koldhjertede.
Vi glæder os til arbejdet her i anden halvdel af sæsonen.

Prognosen er fin: Udsigten til arbejdet med at skabe de bedst mulige vilkår for udsatte børn og unge og deres familier ser god ud, timing og medieopmærksomhed er vi gearede til, virkelighedskorrektion af beslutningstagere er indenfor rækkevidde, vigtige møder med samarbejdspartnere er planlagt - plus-plus.
Og sådan forventer vi så også, at den konkrete oplevelse bliver.

Søren Skjødt, formand for FADD

 

Intet

FADDs Årsmøde: 8-10 november 2017

put on calender.gif


Program udsendes snart smile

Intet

Juli-klummen 2017

SS_ny_nov2012.jpg

Juli-klummen er hvert år den første platform, der kalder på en opsummerende mellemtid:
Vi er et halvt henne i sæsonen og ca. midt mellem to årsmøder.
Vi stiller os på dette tidspunkt af året spørgsmål som: Hvor langt er vi i henhold til de mål, vi satte fra sæsonstarten? Er der forhold, vi skal gøre mere eller mindre ved ift udslag på aktualitets – og alvorsbarometeret? Hvilke nye mål og sager skal vi sætte handling bag?

Først og fremmest kan vi konstatere, at der har været – og er – ”nok at tage fat på i digternes land’, som Steffen Brandt synger i Sommer i Danmark:
Vedholdende kærlighed til skolereformen – herunder samarbejdet med UVM om at udvikle nye modeller for progressionsmålinger, implementeringen af Lov om voksenansvar, virkelighedskorrektion af udbudsinitiativer, deltagelse i div. følge og styregrupper, Folkemødet på Bornholm, studietur for Folketingets Socialudvalg, temadage for medlemmer, møder med samarbejdspartnere og andre, der måske kan blive det  + det løse.

Dertil kom så opstart af det nye tilsyn for medicinhåndtering pr. 1. januar 2017, som resulterede i møder i vores 4 regioner, et par rapporter fra SFI, Ankestyrelsen, et digert værk fra Inge Bryderup om Familiepleje i DK og et par høringer vedrørende ny prøveterminsbekendtgørelse, de særlige specialiserede tilbud og om lempelse af bindinger i regelsættet om Fælles Mål i Folkeskolen

Efteråret kalder på en række temadage for vores medlemmer om specialundervisning, de målfokuserede indsatser, familiedøgnarbejdet, arbejdet med uledsagede børn og unge med flygtningebaggrund og planlægning af flere temadage med psykiatri og dagbehandling og unge som omdrejningspunkt. En ny studietur for FTs socialudvalg venter– denne gang til Vestdanmark. 
Vi har meget at glæde os til … og over smile
---
Som det vil være læsere af denne klumme bekendt, hænder det, at vi kaster os over - og sætter lup på – nogle af de begreber, vi bruger på udsatte børn og unge området. Det gør vi for enten at problematisere eller fremhæve betydninger, erfaringer og praksis med ordenes anvendelse.
Her op mod ferien – med god tid til refleksion og efterklang – vil jeg holde begrebet ’inddragelse’ op mod lyset. 
Inddragelse er et følsomt og helligt begreb, som har sneget ind stort set alle vegne som et nærmest uindtageligt must for udsatte børn og unge i familierne, på institutionerne, i skolerne og på de kommunale kontorer.

Ordet inddragelse - forstået som de voksnes og de professionelles forpligtelse til at lade børns indflydelse komme til udtryk i afgørelser og beslutninger, der angår deres eget liv - er sammen med de mere indgribende begreber selvbestemmelsesret, ansvar for egen læring med flere en udløber af de reform- og projektpædagogiske begreber, der opstod i kølvandet på opgøret med den sorte skole i 60’erne. Disciplin skulle erstattes af et fokus på barnet som et selvstændigt menneske. Kæft, trit og retning skulle erstattes af demokrati og medbestemmelse. Terperi og udenadslære skulle erstattes af individuelle læringsprocesser med fokus på barnets dannelse. Alt sammen meget godt.
Ret beset var tankerne formuleret af en uddannelseselite, der med sit på det tørre, fik held af at misbruge demokratiseringsbegreberne til at niveaudele folkeskolen i en uskøn alliance med skiftende spareivrige regeringer.
Tankerne og handlingerne var dog uafviseligt nødvendige for at forny den sorte skole, der ind til da godt & vel havde brugt kvoten på at producere og udskille de børn, der ikke havde evner eller ressourcer til at klare cut’et i forhold til at komme med på uddannelses- og beskæftigelsesvognen.
Noget nyt skulle til.

Men efter årtusindskiftet var status imidlertid, at individualiseringen af folkeskolen havde taget overhånd, og at projektpædagogikken var blevet udhulet.
Tilhængerne af ’ansvar for egen læring’ eller for sin egen lykke er nu blevet så få, at de enten ikke vil være ved det eller blot i det stille praktiserer deres forehavende i private foretagender. Meget hører vi ikke fra den kant.
Det gør vi til gengæld i forhold til inddragelse.

Med fare for at en fatwa eller en bandbulle – en henholdsvis muslimsk og kristen grimmer skik at få kastet efter sig – vil lande i min indbakke: Det er gået for vidt.
Vi er for øjeblikket vidner til, at nogle udsatte børn og unge – som i min verden bare er børn som har vedvarende, varierende men indgribende vanskeligheder - der under påberåbelse af inddragelsesretten nærmest truer sig til, at der bliver truffet beslutninger, som ikke er til børnenes bedste, men som i stedet ofte blot sikrer barnet ... inddragelse.
Vi er som socialarbejdere kammet over, når vi med den positive psykologis håndhævelse af ret over pligt, ressourcer fremfor problemer, JA-hat før NEJ-hat - også sætter inddragelse over ansvar.
Det er her det går galt. Når vi glemmer, at der er forskel på inddragelse og ansvar. 
Med ønsket om at imødekomme, please og give medspil, kan konfliktskyhed komme til at blokere for rigtige beslutninger. 
Inddragelse er et bekvemt begreb, fordi det er så allestedsnærværende og så politisk korrekt. Man kan næste ikke få øje på det modsatte, hvorfor begrebet mister kraft og mening.

Udsatte børn og unge skal principielt hverken lige så lidt eller lige så meget som ikke-udsatte børn og unge opleve, at det af de voksne italesatte begreb inddragelse kommer til at stå over ansvar.
Et barn skal løbende gennem opdragelse og barndom have indflydelse, der passer til barnets formåen, kompetencer, alder og evne til at konsekvensberegne. Og indflydelsen skal udvides i takt med barnets progression og udvikling.
I min verden betyder inddragelse, at vi voksne og professionelle, der er omkring det udsatte barn har en forpligtelse til at lytte til barnet. Altid.
Og til at gå langt for at imødekomme barnets ønsker.
Men vi har også en forpligtelse til at forstå, ikke bare hvad barnet har lyst til, men også hvad det har brug og behov for. Og lige så ofte hvad barnet lige præcis IKKE har brug og behov for … selv om barnet har lyst til det.
Vores faglige og menneskelige ansvar skal komme til udtryk i disse vurderinger. Altid.
Et barn skal for eksempel ikke have indflydelse på om det skal anbringes – hvis det er det, de børnefaglige instanser mener, er det rigtige.
Til gengæld kan indflydelsen komme i spil, når barnet svarer på spørgsmål som: Når du nu skal anbringes, hvad er så vigtigt for dig? Hvordan kan vi, der er omkring dig, kan hjælpe dig så godt som muligt?
De voksnes grundsignal skal vi være: Vi tager ansvar for dig. Vi passer på dig. Og gøre det ordentligt, respektfuldt og fagligt forsvarligt.


På Folkemødet havde vi i FADD en event, hvor vi satte fokus på, hvordan det politiske niveau, embedsværket, forskerne og aktørerne fra praksisfeltet kan blive bedre til at koordinere indsatserne for de udsatte børn og unge.
I FADD er vi optagede af, at vi sammen med myndighedsområdet og med det rigtige lovmæssige grundlag skal have mere styr på forholdet mellem inddragelse og ansvar sådan, at vi klogt kan involvere børn og forældre i beslutninger om børnenes sociale, følelsesmæssige og læringsmæssige udvikling samtidig med, at vi dels undgår at demontere den viden og de erfaringer vi har og dels opnår den afklarethed, der er forbundet med, at vi har adskilt og forstår det samme ved inddragelse og ansvar.

Tak til alle eventdeltagere, samarbejdspartnere, medlemmer og deltagere, der droppede forbi os på J18 i teltet på Bornholm for et fantastisk Folkemøde 2017. 
WE’LL BE BACK…

”Sommer i Danmark
og solen gør hvad den kan
der er nok at tage fat på
her i digternes land”
STEFFEN BRANDT, Kys Bruden, 1996

God sommer, derude & derinde …

Formand Søren Skjødt

Intet

Juni-klummen 2017

SS_ny_nov2012.jpg

Fra tid til anden dukker begreber som ’mønsterbryder’ og ’social arv’ op i drøftelser og omtaler af  forholdet mellem børn og unge, udsathed, og de indsatser, der skal gøre noget ved problemerne.
Senest i forbindelse med TV2s opdatering  på historien om Mors lille Jørn, der i parentes bemærket fremstod ’uklædeligt ureflekteret og pegefingermoralsk’, som Politikens TV-anmelder Henrik Palle bemærkede det.
Jeg har altid haft det lidt stramt med det begreb, mønsterbryder:
Det er individualiserende.
Det er ekskluderende.
Og det manifesterer, at man ikke hører til nogen steder; hverken det, man brød fra og det man er brudt ind til.

En kvindelig lærerstuderende skrev det meget tydeligt i et læserbrev i Information: Jeg har altid længtes sådan efter den dag, hvor nogen ville kalde mig mønsterbryder. Men nu, hvor de gør det, vrider det sig i mig. For jeg er blevet til noget i kraft af min opvækst, ikke på trods af den.

I slipstrømmen på udsendelsen  – eller nok snarere af andre grunde, men-man-ved-jo-aldrig-hvad-de-spindoktorer-gør-af-anstrengelser-for-at-koble-sig-på-aktuelle-mediehypede-historier, havde såvel venstres leder, statsminister Lars Løkke Rasmussen som Socialdemokratiets Socialordfører Pernille Rosenkrands Theil en kronik i Politiken hhv den 26/5 og 29/5.

LLRs kronik omhandlede ’Tre opgør med en forfejlet uddannelsespolitik’, hvor han blandt andet skrev. ”For det første må vi tage et opgør med de gode viljer, forstået på den måde, at gode viljer ikke er nok. De unge på kanten skal mødes af en professionel indsats".
Og senere: ”Den vigtigste socialpolitik overhovedet er uddannelse til børnene og arbejde til forældrene. Det er det, der får mennesker til at flytte sig fra kanten og ind i fællesskabet.”

I PRTs kronik redegjorde hun for Socialdemokraternes Apollo-projekt med slet skjult henvisning til månelandingerne i 60erne og 70erne. Og vigtigheden af at blive ved.
”Om tyve år skal vi kunne se hvert enkelt barn i øjnene og konstatere at fællesskabet løftede sit ansvar for at give dem det bedst tænkelige liv”.
”Socialdemokratiet har en ambition om, at tilværelserne hos de mest udsatte børn og unge om 20 år skal være mærkbart forbedret".

Pernille Rosenkrantz-Theil kalder det endda velfærdsstatens største undladelsessynd, at det ikke er nemmere for børn og unge at bryde den sociale arv. 

Selv om man har rundet de 50, behøver man ikke være en sur gammel mand. Omvendt synes jeg, at man har lov til det.
Begge kronikker er vigtige, bevares, men de efterlader en underligt uforløst.
Man kan jo hverken sige eller skrive, at kronikørerne er på vildspor. 
Ingen kan være uenige i, at borgere – og slet ikke børn - der har det det svært, skal have det bedre.
Så spørgsmålet er naturligvis: Hvordan gør vi? Hvordan indfrier vi intentionerne? Hvordan undgår vi, at børn bliver udsatte? Eller reducerer antallet af dem, der bliver det? Og hvordan håndterer vi udsathed, når den er en realitet?

Som jeg ser det er der en række paradokser som vi samfundsmæssigt med fordel kunne tage stilling til med henblik på, at vi får givet den rette omsorg, hjælp og handlekraft til de allermest udsatte børn og unge.
Sagt på en anden måde, hvis det, som LLR og PRT skriver et meget langt stykke hen ad vejen og i den bedste af alle verdener, er sådan vi vil have det: At alle får det bedst tænkelige liv – ingen vold, ingen kriminalitet, intet misbrug, ingen eksklusion, ingen mobning osv, hvad skal der så stå i en til formålet udfærdiget BAK? (best questions and answers).
Lad mig nøjes med spørgsmålene:
Når nu de fleste mennesker mener at det (blandt andet) er en samfundsmæssig opgave at løse sociale problemer, hvad så med at vi begynder at bruge den viden der viser, at investeringer i udsathed skaber klare afkast på både kortere og længere sigt?

  1. Når nu vi efterhånden ved at mange kommuner kan få budget- og prioriteringsproblemer hvis de i en periode har mange børnesager, der kræver en specialiseret indsats, hvad så med at vi begynder at se flere eksempler på, at kommuner går sammen om driften af et specialiseret tilbud og hvad med, at vi bygger andre finansieringsmodeller op?
  2. Når vi nu ved at kommunernes indsatser på udsatte børn og unge området er meget forskellige, hvad så med at vi – til trods for gode indsatser fra Ankestyrelsen, Ombudsmanden og de sociale tilsyn – skaber de nødvendige redskaber så vi kan sikre at udsatte børn og unge får den samme indsats til den samme type udfordringer?
  3. Når vi nu ved, at mange udsatte børn og unge oplever problemer i overgangene i deres liv, hvad så med at vi får skabt de nødvendige trin på indsatstrappen med efterværn og forpligtende kontinuitetsfremmende overgangordninger?
  4. Når nu de fleste mennesker er enige om, at komplekse børnesager kræver det lange seje træk, hvad så med at vi stopper  med at producere korttidsløsninger, der selv om de har heddet noget forskelligt op gennem tiden, i virkeligheden blot har haft et økonomisk incitament og ofte ikke er lykkedes med at gøre det, der skulle til? Og hvad med at vi laver et opgør med, at så mange sociale penge er bundet til kortsigtede satspuljemidler?
  5. Når vi nu ved at kvaliteten af de handleplaner, der skal præcisere indholdet i det socialpædagogiske arbejde er så vigtig, hvad så med at vi holder op med at begå de samme fejl igen og igen?

Vi stiller gerne op med flere spørgsmål og bud på svarene ...
---

Også er juni måned jo Folkemødemåned.
I sidste klumme skrev jeg om vores samarbejde med Børnehjælpsdagen, Lær for livet,  Plejefamiliernes Landsforening og Netværket.
I skrivende stund har vi lagt den store planlægning, videoproduktion, eventsafklaring og al logistik bag os.
Men der er alligevel nogle detaljer som vi heldigvis har næsten 14 dage til at få helt og aldeles styr på. Eller må vi lade som om ...
Håber mange af os ses  på solskinsøen, Kæmpestranden, J18. Og det var Kæmpestranden, J18.

Søren Skjødt, formand

Intet

Slides fra Flora GhoshLivarehab

Intet

Slides Flora Ghosh

Hent slides her

liva_rehab_maj2017.pptx

FADD på Folkemødet 2017

logo_FM_2017.png

Som tidligere omtalt deltager FADD på Folkemødet 2017 sammen med Børnehjælpsdagen, Plejefamiliernes Landsforening, Projekt Netværket og Lær for Livet.
Fællestemaet er Anbragte og udsatte børn og unge - Spot (på) ressourcer og potentialer. #spotpåressourcerogpotentialer

Følg nedenstående link til en lille film om hvorfor vi er gået sammen om at sætte fokus på anbragte og udsatte børn og unges ressourcer og potentialer.

Find også programmet herunder

Vi er på stand J18 ved Kæmpestranden d.15-18 juni 2017

Links og filer

Folkemoedet-2017-stand-j18-faelles-programfolder_2.pdf

Link: www.youtube.com/watch?v=33S8kri8wqA


Maj-klummen 2017

SS_ny_nov2012.jpg

Sidste år deltog vi i FADD på Folkemødet for at finde ud af, om det var noget for os at være der, der på DJØF’ernes Roskildefestival - sådan for alvor med stand, telt, events og arrangementer.
Det besluttede vi, at det var.

Tidligere på året gik vi derfor sammen med  en række andre aktører på området dels for at opnå en synergieffekt: Flere sammen, mere aktivitet, stærkere signal. Dels for at manifestere og udvikle aktuelle og nye netværk.

Under overskriften ANBRAGTE OG UDSATTE BØRN OG UNGE – SPOT (PÅ) RESSOURCER OG POTENTIALER #SpotPåRessourcerogPotentialer har vi i år sammen med Børnehjælpsdagen, Lær for livet, Plejefamilieforeningen og Netværket (under Plejefamilieforeningen) en stand, der kommer til at danne ramme om daglige paneldiskussioner, debatter, workshops, oplæg og andre aktiviteter under det 4 dage lange Folkemøde på Bornholm fra den 15. til den 18 juni.

Der skal ikke være tvivl om at vi er der for de udsatte børn og unges skyld. Vi er der fordi den faglighed, der skal være omdrejningspunktet for de indsatser, der rækker ud efter de mest udsatte børn og unge, blandt andet udmøntes af vores medlemsinstitutioner på det specialiserede socialområde.
I al beskedenhed repræsenterer vi og vores medlemmer den dybde, bredde og højde på den mange facetterede og tredimensionelle ydelsespalet, der i samarbejde med børnene, deres familier, myndighedsområdet og den lange række af specialister, skoler, idrætsklubber og frivillige skal sikre løsninger på de komplekse problemstillinger og udfordringer, som de udsatte børn og unge bærer på.
Det er blandt derfor at vi med omhu har valgt de to temaer:
Hvordan kan politikere, embedsmænd, forskere og aktører hjælpe hinanden med at forbedre vilkårene for udsatte børn og unge?, som vi laver sammen med PLEJEFAMILIEFORENINGEN
Og Hvad synes de anbragte børn og unge at vi skal diskutere på folkemødet?, som vi laver sammen med STYRKET INDSATS.
Derudover har vi et bonustema med vores husven filosoffen Ole Fogh Kirkeby.

Vi er også rigtig glade for at 2 af vores medlemsinstitutioner, Center for børn unge og familier, Herning Kommune om Social kompetence og bevidsthed, som forudsætning for at deltage i et demokrati og Familiecenter Esbjerg om Tæt i Familien – et skræddersyet tilbud, deltager på vores stand.

I forbindelse med vores egne arrangementer kommer vi til at markere en lang række synspunkter, der vil have det til fælles, at de vil medvirke til at gøre noget bedre eller lettere for udsatte børn og unge.
Vi ved at Folkemødet vil komme til at handle rigtig meget om kommunalvalget til november.
I den forbindelse har vi tidligere introduceret en ide til et slogan: ”Bedre nu, billigere senere”
Og vi vil være generøse og sige, at såfremt et politisk parti eller en kommunal opstillingsliste ønsker at bruge sloganet, der skal sætte fokus på, at vi kan træffe valg, der er bedre for de udsatte børn og som bliver billigere for samfundet, så skal de være så velkomne.
Vi bidrager vi gerne med svar på hvordan …

Men vi kommer helt sikkert til at nævne FADDs 8 nye udviklingsforslag:

Vigtigheden af …

  1. at kommunerne kommer i gang med at gå sammen om løsninger af de mest specialiserede opgaver på tværs af kommunegrænserne – for at genskabe og fastholde specialiseringsgraden på området
  1. at give medspil til den moderne forsyningsforpligtelse (at få udførerleddet løftet, nu hvor rådgiverniveauet mange steder har fået sit,  at skabe de nødvendige trin på indsatstrappen – med passende afstand mellem trinnene, for at undgå at udsatte børn og unge falder igennem eller nedad trappen, at samarbejdet mellem barn, forældre, myndighed, folkeskoler, sundhedspleje og institutioner for udsatte børn og unge kræves, fordres og understøttes)
  1. at tænke på udsatte børn og unge-området som et investeringsområde med udsigt til rigtig gode fortjenester
  1. at etablere det rigtige match mellem barnets udfordringer og indsatsstedets kompetencer
  1. at give særlig opmærksomhed til overgangene i børn og unges liv
  1. at fokusere på bevægelsen fra evidensbaseret til evidensinformeret og til forandringsmåling
  1. at udvikle nye forståelser og handlemuligheder af kendte beskyttelsesfaktorer som tidlig indsats, skolegang, og deltagelse på arbejdsmarkedet
  1. at tænke og forstå indsatser for udsatte børn og unge mere som ’både og’ end ’enten eller’

Derfor deltager vi på Folkemødet og beder alle medlemmer: Forstandere, ledere, afdelingsledere og medarbejdere, og andre venner af huset om - hvis I alligevel er på Bornholm eller har fået lyst til at komme der - at komme forbi os på Kæmpestranden, J18 – anbragte og udsatte børn og unge, Kæmpestranden fra 15-18 juni.

For at citere den gamle drikkevise –   Da hønsehuset brændte: Hvis ikke vi sku ku`, ja hvem sku så ku` ku`

Programmet offentliggøres snarest.

PS:
Pas på de mange grupper af pensionister og efterlønnere – specielt lige omkring spisetid når der uddeles smagsprøver fra de forskellige stande.
Vær desuden opmærksom på at mange pensionister definerer spisetid meget bredt :-)

Søren Skjødt, formand for FADD

Intet

FADDs program på Folkemødet 2017

FADD_eget_programFM2017_definitiv_udgave.jpg

Now presenting ...

FADDs eget program...
( i samarbejde med flere partnere)

Noter og kig forbi :-)
Vi glæder os til at byde indenfor i teltet ...

Link

FADD_eget_programFM2017_definitiv_udgave.pdf

FADDs eget program på Folkemødet 2017

FADDs_program_FM2017.jpg

Noter og kig forbi :-)

FADDs program FM 2017

FADDs_program_FM2017.pdf

Konference om Inge Bryderups undersøgelse af plejefamilieområdet

fampl_konf6juni2017.png

Invitation til konference: Tirsdag den 6. juni 2017, kl.14.00-17.00 Aalborg Universitet, lokale 1.001, gæstekantinen, Sydhavnsafdelingen, A.C. Meyers Vænge 15, 2450 København SV

Der er plads til 130 deltagere, og det sker efter 'først til mølle princippet'.

Se program og tilmelding herunder 

Intet

Link: www.soc.aau.dk/nyheder-arrangementer/vis/familiepleje-i-danmark---undersoegelse-blandt-familieplejere.cid312905


April-klummen 2017

SS_ny_nov2012.jpg

Herningmodel og Sverigesmodel.
Vi har hørt en del til de to stednavnebaserede begreber de sidste par år.
Sverigesmodellen kom først, udviklet af økonomer og revisorer. 
Herningmodellen er overvejende inspireret af de svenske erfaringer.

Selv foretrækker vi at vi kalde denne type indsatser – som nogle udsatte børn og unge indiskutabelt  profiterer af – for mål- og tidsfokuserede indsatser.
Vi kan lære af måden at tænke på: Samskabende løsninger, nedbrydning af silotænkning, nytænkning af samarbejdet mellem myndighed og udførerled - med mere
Men modeller må aldrig blive en one-size-fitts-all: Herningmodellen kan ikke bruges til alle udsatte børn og unge.

De to modeller har mange ligheder: Udgangspunktet – skåret ind til benet - har  begge steder har været: Hvordan kan man flytte flere anbragte børn og unge fra døgninstitutioner og opholdssteder til plejefamilier?  Og kan vi spare nogle penge ved manøvren?
Dermed har man samtidigt kunnet formulere en reaktion på den ganske vist falske præmis, at udgifterne til udsatte-børn og ungeområdet gennem årene er eksploderede.
Det er de ikke.
(Når man anbringer et barn II, Signe Hald Andersen, Rockwool Fondens Forskningsenhed 2013)

\r\n

Der er også forskelle …. 
En af dem er, at mens ingen svenskere kender til Sverigesmodellen, så ved herningenserne og som minimum resten af det sociale Danmark godt, hvad Herningmodellen handler om.
Et par undervejs-evalueringer har set dagens lys, siden Herning Kommune i 2013 besluttede sig for, at det ikke var nok med Boxen, Herning og Herningsmotorvejen, men at man også måtte have sin egen model for de sociale indsatser på Børn og unge området.
Nu er så også Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, i daglig tale det noget mere mundrette KORA på banen med en evaluering.

Så vidt så godt.

Nu kunne man måske forledes til at tro, at man i en evalueringsrapport om en social indsats beskæftiger sig med om det, man har undersøgt har haft en effekt på de mennesker indsatsen omhandler.
Det har KORA så ikke.
Vi ved desværre ikke om de udsatte børn og unge i Herning har fået det bedre eller lettere.

Rapportens forfatter og evaluator, Hanne Søndergård Pedersen (HSP) anbefaler til gengæld ”at man får lavet systematiske målinger på udviklingen af børnenes trivsel i disse kommuner. På den måde kan man få noget mere solid viden om, hvilken betydning modellen har på børnenes og de unges trivsel.”

Bortset fra den håbefulde forsikring om, at vi vil få noget mere at vide, hvis vi får noget mere at vide, jamen så er det da en forrygende ide at undersøge børnenes trivsel.
Hvorfor man ikke har gjort det, står på den ene side hen i det uvisse, når det nu er det man anbefaler.
Operationen lykkedes, men vi ved ikke om patienten klarede den.

I første omgang kunne man have brugt det gode gamle trick: At spørge folk hvordan de har det.
I den forbindelse er det en skærpende omstændighed, at rapporten hedder - og derfor må antages at være ’Slutevaluering af Herning Kommunes Sverigesprogram’.
Mon ikke det betyder, at evalueringen af modellen er slut?
Har man slet ikke overvejet at høre hvordan børnene har det? Og deres familier?
Kommer der ikke en 2er?

På den anden side er det måske fordi det er et omstændeligt, langsigtet og et vanskeligt projekt at undersøge specifikke effekter og forandringer i socialt arbejde: Hvornår er resultatet et resultat og ikke en midlertidig følelse? Hvilken betydning har tidspunktet for hvornår man foretager evalueringen? Hvad kan et barns trivsel og udvikling være bestemt af? Hvor meget er vilje, hændelser og hvor meget er indsats? Og så videre.

”Kommunen har stort set nået alle de mål, den havde opstillet for projektet. På kort tid er det lykkedes at skabe et frugtbart tværfagligt samarbejde og høste en række klare, positive gevinster”, siger Hanne Søndergård Pedersen.
Der er ikke et øje tørt.
Selv bliver jeg rimelig aggressiv når nogen i min nærhed fortæller afslutningen på spændende film og fodboldkampe, men her vover jeg pelsen og afslører resultatet af KORAs undersøgelse: 

\r\n

YES, det er lykkedes at flytte flere anbragte børn og unge fra døgninstitutioner og opholdssteder til plejefamilier.
YES, det er lykkedes at spare nogle penge.
Man har målt det, der har været i fokus (økonomi) og på det, der umiddelbart har kunnet måles (talværdier)
Hvad der ligger i ”Frugtbart samarbejde og en række klare positive gevinster” fremgår ikke tydeligt af rapporten.

Jeg bliver altid en anelse søvnig ved disse forudsigelige lanceringer af resultater, vi kender i forvejen.
Lidt ligesom genudsendelser af nyheder.
Og samtidig bliver jeg pikeret på skatteydernes vegne over, at der bliver brugt penge – rigtig mange penge – på at hype almindeligheder som ikke er meget andet end legitimering af kommunale prioriteringer iklædt ønsket om at fremstå med ’evidente og uafhængige’ resultatvurderinger.

I Danmark er der et ikke ubetydeligt antal af konsulentfirmaer, der hvert år bistår kommunerne med at evaluere og dokumentere deres indsatser (læs: udgifter)

\r\n

Rapporten giver anledning til en række spørgsmål som måske kunne være udgangspunktet for en undersøgelse:
Hvor mange kommunale evalueringsrapporter er der mon lavet om indsatser for børn og unge?
Hvilke effekter har de haft for området? Hvor meget value for money har de givet? Og for hvem?
Hvor mange penge bruger stat, regioner og kommuner egentlig på konsulenter, herunder til evalueringsopgaver? 
Kan det tænkes, at konsulenthusene har en særlig interesse i ALDRIG at nå frem til resultater, der er ugunstige for opdragsgiver?
Hvis en sådan undersøgelse kunne vise at mere end halvdelen - for nu at sætte det lavt – af pengene er gået til konkret at forbedre borgernes trivsel og udvikling i den borgernære indsats, og samtidig opleves af borgerne at de gør det, så skal jeg bøje mig i støvet.

Hvad værre er, men som også HSP nævner i omtalen af undersøgelsen, ”Herning-modellen er jo i fuld gang med at blive implementeret i en lang række danske kommuner.”
Jeg spørger: Er det ikke bare en anelse problematisk, at vi ikke ved, om det er godt for børnene?

Tilbage står – som professor Inge Bryderup (IB) udtalte tilbage i september 2016:          
"Vi anbringer over 6.000 børn i familiepleje, og vi ved stort set intet om, hvorvidt det virker."
Det svarer til 6 ud af 10 anbragte børn og unge.

Det sker vel at mærke samtidig med, at plejeforældre til IB i hendes seneste gennemgribende og grundige rapport om plejefamilier i DK fortæller, at de i stigende grad må tage sig af børn med diagnoser og tunge problemer.
For eksempel børn, der har meget svært ved at omgås andre samtidigt med, at de kæmper med ADHD.
”Det er betydeligt over halvdelen af de børn og unge, der er anbragt i familiepleje, der har belastninger på rigtig mange områder samtidig. Det havde jeg ikke forventet at se, siger hun.
”Jeg tror, vi vil se store katastrofer inden for familieplejen med rigtig mange sammenbrud i anbringelserne,” som IB sagde på en konference i efteråret.

Vi kan konstatere, at rapporten fra KORA om Herningmodellen absolut intet bidrager med i den sammenhæng.

Selvfølgelig skal vi lave rapporter, der sætter spot på indsatserne for udsatte børn og unge.
Vi der har ’hands on’ har en forpligtelse til kontinuerligt at blive bedre til vores arbejde. Og til at lære af hinanden og af forskerne.
Vi må blot ikke forfalde til at skabe endimensionelle forbindelseslinjer mellem barnets udfordringer, indsatserne og effekterne:
Vi bliver nødt at også at holde opmærksomhed på den nutidsværdi, der ligger i, at et udsat barn får den rigtige hjælp – lige nu og her.
Vi må vedholdende koble viden, faglighed og omsorg med at undersøge, hvilke faktorer der henholdsvis fremmer og hæmmer barnets oplevelse af at få den rigtige hjælp –på det rigtige tidspunkt.
I første omgang for at samskabe bæredygtige løsninger for barnet, sammen med barnets forældre.
I anden omgang for at undgå sammenbrud.
Nutidsperspektivet skal sammen med den afstemte og løbende potentialeafklaring være parametre på om en indsats har legitimitet. 

Alt andet svarer til at man kører alvorligt tilskadekomne i et trafikuheld direkte til genoptræning.
 ---

Blækket var nærmest ikke blevet tørt efter søndagens (20/3) gode nyhed om, at regeringen alligevel ikke ville sænke den kriminelle lavalder før DF’s Peter Skaarup råbte det forventede ’LØFTEBRUD’: ”Den gruppe, der ikke kan nås i dag med det nuværende system, og som indgår i bander og laver kriminalitet, selv om de er under den kriminelle lavalder, skal vi have sat ind over for”, sagde han til DR.

I FADD er vi blandt de mange eksperter, der har sagt det tit: La' nu vær'…
For det første fordi straf ikke hjælper.
For det andet fordi domstolsprocesser stigmatiserer
For det tredje fordi vi i lovgivningen har de nødvendige værkstøjer til at håndtere den mest bekymrende adfærd blandt børn og unge – insisterende og konsekvent.

I et civiliseret samfund er juridiske beslutninger truffet ud fra fornuft og fakta mere end ud fra følelser. Og når vi beslutter os for at ændre lovgivninger, regler og cirkulærer, gør vi det, fordi vi er i dialog, vi argumenterer, lytter, reflekterer. Og bliver klogere…

Det samme gælder, når vi skifter holdninger og synspunkter. Nogle af de partier, som tidligere har været for at sænke den kriminelle lavalder er blevet klogere fordi de har været i dialog, har argumenteret, har lyttet og reflekteret.
Politikere, der står stejlt på synspunkter fordi har haft dem længe, blokerer for udvikling. Det er typisk afmagt, der får mennesker til at gribe til tilbageskridt. Troen på det kendte giver os ofte (falsk) tryghed. Også selvom det gamle heller ikke løste problemerne, da det var nyt.

Det ville ærligt talt være befriende hvis Peter Skaarup gik i tænkeboks i stedet for i følelsesmode.

\r\n

Fakta er, at ungdomskriminaliteten har været faldende over en årrække. Forebyggende, kompenserende, behandlende og udviklende indsatser har en gavnlig effekt på udsatte børn og unge.
Vi kan ikke nøjes med at kræve af børn og unge, der udfordrer os adfærdsmæssigt eller forståelsesmæssigt, at de skal lave sig om. Vi kan heller ikke blot sætte magt bag ved ordene. Fordi det vil være et brud med de konventioner, vi har tilsluttet os.
Fordi mennesker ikke bare lader sig forandre - selvom autoriteter kræver det.
Fordi mange af de børn og unge, der begår kriminalitet, har fået den overdraget som et kulturelt sprog.
Og fordi hårdt mod hårdt-pædagogikken lærer børn at sætte hårdt mod hårdt og ikke at løse konflikter ved samtale, ikke at behandle andre mennesker med anstændighed.

Vi ved godt hvad der virker:

\r\n
    \r\n
  1. Den tidlige, koordinerede, vel-timede og opfølgningsorienterede indsats
  2. \r\n
  3. Det rigtige match mellem barnets udfordringer og tilbuddets kompetencer
  4. \r\n
  5.  Kontinuerlig og/eller kompenserende skolegang
  6. \r\n
  7. Deltagelse i opbyggelige fritidsaktiviteter
  8. \r\n
  9. Samarbejdet med børnenes forældre, familie og netværk
  10. \r\n
  11. Meningsfulde relationer til andre mennesker – herunder ikke-udsatte børn og unge
  12. \r\n
  13. Anstændige, omsorgsfulde og veluddannede medarbejdere til at sikre nummer 1-6 - tilsat den rigtige dosering af normalitet
  14. \r\n
\r\n

 Lad os håbe at fornuften, anstændigheden og klarheden har sejret …

Søren Skjødt, formand

Intet

Nyt fra Socialstyrelsen: Opfølgende samtaler til tidligere anbragte unge Ny ansøgningspulje på vej!

socstyr.jpg

Opfølgende samtaler til tidligere anbragte unge
Ny ansøgningspulje på vej!

Baggrund
Kommunerne skal i dag give efterværn til de tidligere anbragte unge mellem 18 og 23 år, som har behov for det.
Det er imidlertid ikke alle unge, der siger ja til tilbuddet om efterværn

Hvem er målgruppen?
Unge i alderen 17-23 år, der er eller har været anbragt på et opholdssted eller en døgninstitution, og som ikke modtager efterværn fx opretholdelse af døgnophold på anbringelsesstedet.

Hvem kan søge puljen?
Ansøgerkredsen er private opholdssteder og døgninstitutioner samt kommuner på vegne af kommunale døgninstitutioner.

Hvornår bliver puljen udmeldt?
Puljen for opfølgende samtaler til tidligere anbragte unge udmeldes i 2. kvartal 2017.
(fra Socialstyrelsens omtale af projektet)

Læs mere via nedenstående link

soc_styr_opf_samtaler_tidl_anbragte.pdf

Orøstrand certificeret til DGI Institution

NCV.png

Skole- og Behandlingshjemmet Orøstrand blev i fredag d 17. marts 2017 certificeret til DGI Institution som et af de første døgntilbud i landet. Certificeringen giver Orøstrand ret til at kalde sig idræts- leg og bevægelses institution.

At være certificeret idrætsinstitution betyder at institutionen arbejder med at skabe balance mellem udfordring, fællesskab og sundhed samt at skabe sammenhængskraft mellem skole, fritidsliv og det frivillige foreningsliv.

På billedet: Orøstrands protektor, Nikolaj Coster Valdau åbner Orøstrands idrætsstævne i 2016

Læs pressemeddelelsen herunder

Pressemeddelelse - DGI ceritficering 200317.pdf

18. maj 2017: Konference STYRK ANBRAGTE BØRNS MULIGHED FOR LÆRING

Skærmbillede 2017-03-16 kl. 10.54.54.png

Styrket indsats, University College Sjælland og VIA University College inviterer hermed til konference om 14 dagtilbudsprojekter. Vi sætter fokus på, hvad andre kan lære af de deltagende døgntilbuds fokuserede arbejde med at styrke anbragte børn og unges læring.

\r\n

Konferencen tager udgangspunkt i Positiv Afvigelse som forandringsmetode til at arbejde med samskabende løsninger på de komplekse problemer, man står overfor i den specialiserede pædagogiske praksis. Med Positiv Afvigelse fokuseres på styrkerne og de skjulte løsninger, der allerede findes i organisationen og i systemet. Der arbejdes med en aktiv brug af data og dybdegående vidensindsamling, hvor børn og unge inddrages systematisk for at sikre bæredygtige løsninger.
(Fra omtalen af konferencen)

Læs mere herunder ...

Intet

Link: www.ucsj.dk/arrangementer/arrangement/konference-styrk-anbragte-boerns-mulighed-for-laering/


Konference 18. maj 2017: - STYRK ANBRAGTE BØRNS MULIGHED FOR LÆRING!

konf18maj2017.png

Styrket indsats, University College Sjælland og VIA University College inviterer hermed til konference om 14 dagtilbudsprojekter. Vi sætter fokus på, hvad andre kan lære af de deltagende døgntilbuds fokuserede arbejde med at styrke anbragte børn og unges læring.

Konferencen tager udgangspunkt i Positiv Afvigelse som forandringsmetode til at arbejde med samskabende løsninger på de komplekse problemer, man står overfor i den specialiserede pædagogiske praksis. Med Positiv Afvigelse fokuseres på styrkerne og de skjulte løsninger, der allerede findes i organisationen og i systemet. Der arbejdes med en aktiv brug af data og dybdegående vidensindsamling, hvor børn og unge inddrages systematisk for at sikre bæredygtige løsninger.
(Fra omtalen af konferencen)

Læs mere herunder...

Intet

Link: www.ucsj.dk/arrangementer/arrangement/konference-styrk-anbragte-boerns-mulighed-for-laering/


Marts-klummen 2017

SS_ny_nov2012.jpg

Nogle gange bliver man ekstraordinært glad for at repræsentere FADD.
For eksempel når fremvisning, faglig og menneskelig argumentation – med udsatte børn og unge som omdrejningspunkt - går op i en højere enhed.
Det gjorde det i sidste uge, da vi havde inviteret Folketingets Socialudvalg og sekretariat på en hovedstadsstudietur til vores 3 medlemsinstitutioner Hvidborg, Ungehuset Emdrup og Børne- og Familieinstitutionen Wibrandtsvej.
Udvalget blev præsenteret for en bred vifte af de ydelser, som vores medlemsinstitutioner tilbyder i samarbejde med anbringende kommuner – og som kontinuerligt bliver udfordret, forfinet og tilpasset: Fra småbørns- og familiearbejde, via før-skole- og skolebørnsfokus til arbejdet med unge med psykiatriske udfordringer.
Medlemmerne af Socialudvalget fik mulighed for at høre om og spørge til indsatser, der har det til fælles , at de er vævet ind i socialpædagogikkens DNA: Det omsorgs- og udviklingsorienterede arbejde med særlig opmærksomhed på beskyttelsesfaktorer, som den tidlige indsats, uddannelse og beskæftigelse – fleksibelt og nænsomhedsfremmende forankret  i dag- og døgnregier.

Det blev en rigtig dejlig dag med FTs socialudvalg. Og nogle rigtig gode præsentationer fra forstander Mikala Frølich, Hvidborg, institutionsleder Lau A. Larsen, Ungehuset Emdrup, centerchef Claus Gosvig og institutionsleder Grete Bøegh Svendsen, Børne- og Familieinstitutionen Wibrandtsvej. Med flere...

Vi fik lejlighed til at drøfte en række forhold med Socialudvalgets medlemmer  – som vi i parentes bemærket vil takke for det store engagement, nysgerrigheden og interessen i udsatte børn og unge og vores områdes arbejde.
Vi fik udvekslet synspunkter med udvalgets medlemmer med formand Troels Ravn (S) og næstformand Karin Nødgård (DF) i spidsen om vigtigheden af nænsomhed i overgangene i udsatte børn og unges liv – blandt andet helt konkret ved at øge opmærksomheden på plejefamilier som ansatte i institutionsmiljøer – gerne med nye initiativer fra Christiansborg.
Vi talte om den nødvendige bevægelse fra evidensbaseret til evidensinformeret – herunder om sprogets betydning for udviklingen af bevidsthed.
Vi introducerede det slogan: ”Bedre nu, billigere senere” – den rigtige indsats første gang, som vi håber kan blive et tema i den kommunale valgkamp til november. (Det var jo ikke sikkert, at alle udvalgets medlemmer havde læst Søen Skjødts februar-klumme ;-) )

Og så fortalte vi om den moderne forsyningsforpligtelse:, der kunne bestå i, at når rigtig mange kommunalpolitikere med inspiration fra Sveriges-Herning-med-flere-modellerne har opkvalificeret myndighedsområdet, så må næste skridt være at få udførerleddet løftet tilsvarende.
Det fører ikke til bedre resultater for børnene, hvis man nøjes med at ansætte flere socialrådgivere.

Vi fortalte udvalget, at vi på området har brug for de nødvendige trin på indsatstrappen – med passende afstand mellem trinnene, for at undgå at udsatte børn og unge falder igennem eller nedad trappen. Og at samarbejdet mellem barn, forældre, myndighed, folkeskoler, sundhedspleje og institutioner for udsatte børn og unge skal understøttes tværfagligt.
Vi nævnte, at intentionen fra kommunalreformen om, at kommunerne på tværs af kommunegrænserne i fællesskab kan løse opgaver, der rækker udover den enkelte kommunes kapacitet eller kompetencer bør afprøves, udmøntes og evalueres.

Vi vil i FADD i den forbindelse på en kommende studietur til Sverige se nærmere på nogle igangværende eksempler på mellemkommunale samdriftsløsninger – og invitere relevante samarbejdspartnere med – for at kvalificere fællesbilleder på HVORDAN den type løsninger kan se ud.
Vi lover ikke at begå den fejl, som vi ofte har kritiseret danske embedsmænd, politikere og interesseorganisationer for:  Når de efter at have været i udlandet kommer hjem til fædrelandet – pris’n’metode-forelskede til op over begge ører - og taler med endimensionel begejstring om enkle - og billigere - løsninger på komplekse problemstillinger.

Vi fortalte desuden Udvalget, at vi I 2017 ser vi frem til at give positiv opmærksomhed til udmøntningen af lov om voksenansvar, men at vi fortsat mangler lovmæssig hjemmel for at fjerne det barn fra fællesskabet, der skaber uro og utryghed – uden decideret at være  til fare for sig selv eller andre (som de adspurgte børn i magtanvendelsesudvalgets afsøgningsproces nævnte det …), kærlighed til den samarbejdende folkeskole og passioneret med- og modspil til ministeriers og kommuners generelle og konkrete håndtering af arbejdet med udsatte børn og unge.

Som et lille apropos fik vi også sagt, at vi godt ved hvad der virker:
\r\n

    \r\n
  1. Den tidlige, koordinerede, vel-timede og opfølgningsorienterede indsats
  2. \r\n
  3. Kontinuerlig og/eller kompenserende skolegang
  4. \r\n
  5. Deltagelse i opbyggelige fritidsaktiviteter
  6. \r\n
  7. Samarbejdet med børnenes forældre, familie og netværk
  8. \r\n
  9. Meningsfulde relationer til andre mennesker – herunder andre børn og unge
  10. \r\n
  11. Anstændige, omsorgsfulde og veluddannede medarbejdere til at sikre nummer 1-5 - tilsat den rigtige dosering af normalitet
  12. \r\n
\r\n

Afslutningsvis fik vi også nævnt, at udgifterne til udsatte-børn og ungeområdet (fortsat) ikke er eksploderet (!!)

----

Tidligere på året varslede KL i en  foromtale af en ny nøgletalspublikation, at der – som de skrev – ”fortsat er store forskelle på det udsatte og det ikke-udsatte barn.
Uanset baggrunden bør det være et mål for alle kommuner at mindske disse forskelle.”

Tjah …
Den dag det ikke  gør en forskel for et barn at vokse op i en familie, der har så store vanskeligheder og personlige udfordringer, at barnet ikke trives og ikke udvikler sig aldersvarende og med de nødvendige grader af normalitet, så behøver vi ikke de tilbud, der som vores egne dagligt arbejder med at genskabe barnets tillid til sin omverden, som leder efter lyspunkterne i barnets vigtige relation til dets familie og andre mennesker og som insisterer på at ville det barn så meget, at selv om barnet afviser al kontakt, så bliver man stående og fastholder troen på, at det barn kan udvikle sig i en bedre retning.

Indtil da må vi tage til takke med, at der findes fagligt kompetente mennesker og miljøer, der bliver ved med at gøre det, der skal til  for ”at mindske disse forskelle.”

Søren Skjødt, formand

Intet

Ny vigtig pjece fra Børnerådet: Gode råd til fagfolk om mødet med børn og unge

BR_gode_raad_forside.jpg

Børnerådet har udgivet en pjece:  Gode råd til fagfolk om mødet med børn og unge

Hent pjecen herunder 

BR_gode_raad_til_fagfolk_feb2017.pdf

Februar-klummen 2017

SS_ny_nov2012.jpg

I Anders Matthesens seneste show, ”Shhh” appellerer han til, at vi går hårdt til mennesker, der postulerer uden at have styr på fakta.
Engang gav en henvisning til, at man havde hørt et eller andet en særlig autoritet. Siden blev, ’jamen, det er noget jeg har læst’ trumfen i en diskussion.
I dag er referencen til evidens det, der rydder bordet, når vi skal overbevise hinanden om hvad der er rigtigt og sandt.
Det skal jeg vende tilbage til.

\r\n

Først et back flash til vores årsmøde i november sidste år, hvor vi blandt andet havde sat os for at rette blikket mod et af de centrale aspekter i socialpædagogikkens DNA, etikken:
Vi ville udfordre den i nogle sammenhænge hårdt udspændte line mellem etikken og evidensen.
Vi ville undersøge, om det med lige dele klogskab, humanisme og faglighed kunne lade sig gøre at lægge kimen til nye forståelser af sammenhængen mellem anstændighed, viden og value for money.
Vi ønskede at udfordre, nytænke og bidrage til opbygningen af et paradigme, der skulle (medvirke til) at generere og manifestere nyt indhold, nye fremtrædelsesformer og nyt sprog.
For nu at citere fra programmet…

I den sammenhæng havde vi bedt professor fra Aalborg Universitet, Lene Tanggaard (LT) sammen med forskningsassistent, Tue Juelsbo om at stå for den bevidsthedsudvidende proces: Opfindsomhed i mødet mellem evidens og etik – et forløb over 4 timer vekslende mellem oplæg, workshops og opsamling.
JIC: (Just in case) Nedenstående er et forsøg på at freestyle hen over en eftermiddag i det Peter Bastian aftenen forinden havde kaldt for et ’skabende fællesskab’, hvor det fløj med faglige forståelser, personlige påstande og kvikke kommentarer. Og udlede et par pointer…

Lad mig understrege:

\r\n
    \r\n
  • Der var mange udlægninger af teksten
  • \r\n
  • Jeg har ikke fanget alle pointer
  • \r\n
  • Jeg står på mål for det, der står
  • \r\n
  • Skulle Lene Tanggård være uenig i noget af det, har hun ret J
  • \r\n
\r\n

LT indledte med at skelne mellem opfindsomhed, kreativitet og innovation og i den sammenhæng at foretrække begrebet opfindsomhed, som er ’mindre mystisk, mere ligetil, er et inviterende begreb, er for alle og er som råstof betragtet en forudsætning for kreativitet og innovation’.
Hun fremhævede vigtigheden af ’de 6 principper for opfindsomhed’: Opfindsomhedshuskelisten:

\r\n
    \r\n
  1. Eksperimenter og lær af fejl
  2. \r\n
  3. Leg med egne projekter
  4. \r\n
  5. Luk op for nye tanker
  6. \r\n
  7. Du skal snuble noget mere
  8. \r\n
  9. Dyrk gamle nyheder
  10. \r\n
  11. Husk værdierne
  12. \r\n
\r\n

Herefter mindede LT os om betydningen af begrebet evidens og fortalte, at evidensbegrebet begrebsligt set er ikke direkte forbundet med bestemte metoder, videnskaber eller behandlingsmetoder.
Evidensbegrebet blev op gennem 1990erne i USA og Storbritannien motiveret af en kritik af den pædagogiske forskning, som man mente var for vag.
I DK henter vi derfor ambitionen om evidens typisk fra en amerikansk og britisk sammenhæng.
Oprindeligt blev evidensbegrebet brugt indenfor medicinske område: Man giver en pille. Og den virker uafhængigt af patientens med/modspil og vilje.
Sådan er det ikke indenfor pædagogisk arbejde.
Der væsentlig flere forhold, der dels er i spil i forhold til, hvad der virker, dels er disse faktorer vanskelige at adskille fra hinanden.
Pædagogik er noget vi gør!

\r\n

’Pædagogik kan kun gøres i konkrete sammenhænge af bestemte mennesker, der har bestemte mål. Medicin kan virke, og man kan måle dens effekt. Pædagogik derimod gøres, og den skaber gøren, effekten er afhængig af den der gør/handler og man kan diskutere dens mening og mål og dens bygning’.

\r\n

’At måle pædagogisk effekt for at finde universelle sammenhænge svarer til at veje en pengeseddel for at måle dens værdi’.

\r\n

Det sidste er interessant: At måle pædagogisk effekt for at finde universelle sammenhænge svarer til at veje en pengeseddel for at måle dens værdi.
Det betyder ikke, at vi skal holde op med at undersøge effekten af pædagogisk arbejde, men blot, at vi vedholdende skal forstå, tænke og handle efter, at en effekt altid er bundet til et konkret barn og en konkret familie. Og at vi kan forvente, at den samme indsats sandsynligvis har en anden effekt på et andet barn og en anden familie.
I den store sammenhæng skal og kan evidens kun forstås som viden, der er produceret og derfor er fortidig. Og nogle af os går altså og siger, at vi ikke kan behandle nutidens børn og unge med fortidens metoder.
Vi har en forpligtelse til at kende og forstå vores historie, men også en forpligtelse til at udvikle og re-tænke vores praksis.
Det betyder med LTs ord, at vi ikke kan bruge begrebet evidensbaseret, hvorimod brugen af evidensinformerede indsatser giver god mening.
I den forbindelse beskrev LT forskelle på ren og uren pædagogik:
Mens ren pædagogik kan defineres som bestræbelsen på at udvikle pædagogikken ud fra kausale relationer og metodiske procedurer, stræber uren pædagogik efter at genrejse et sprog, der handler om mål, tradition, praksis, mening, kritik og kontekst. Ren pædagogik handler om, hvad der virker for at fremme ydre tekniske mål.
I den urene pædagogik virker pædagogikken kun i betydningen 'rumsterer'. Den får et virke. Den virker og værker og skaber et værk, som kan virke i andre.
Der er i professionsudøvelse altid et element af menneskelig dømmekraft, som man ikke kan reducere eller se bort fra: Ingen regel, teknik, metode eller manual kan diktere sin egen anvendelse.
Det er altid konkrete personer, der vurderer i hvilke situationer, det er relevant at anvende en teknik eller manual på en bestemt måde, og selve dømmekraften kan ikke manualiseres.
Her er vi oppe mod stærke kræfter: LT: ’Viden (om for eksempel evidens, red.) er en vare, der kun har værdi, hvis den kan indgå i cirkulationer med andre kapitalformer'.

\r\n

Meget enig. Men mange politikere og andre beslutningstagere, herunder nogle af DJØF’erne betragter tilsyneladende evidens som et mål i sig selv; den teoretiske cost benefit analyse bliver vigtigere end børns udvikling, som i parentes bemærket netop også er en kapitalform.
Det kammer også over, når aktører indenfor vores eget område bliver mere optagede af fortællingen om pædagogikken end af hvordan barnet har det og hvordan det udvikler sig.
Det afgørende er, hvad der legitimerer hvad.
For mig vil det altid være det vigtigste, at de børn der har det dårligt og hårdt får det bedre og lettere.
Tilbage til Anders Matthesen og hans opfordring til et oprør mod postulater og ’postulanter’. Problemet med det, vi hører, læser og mener, at der er evidens for er: Hvordan kan vi være sikre? Hvad virker for hvem og hvornår?

En af forståelserne af hvorfor vi nogle gange må ty til autoriteter er, at vi har brug for sikkerhed og overbevisning.
Evidenspolitik er formentligt en forståelig reaktion på at leve i en usikker verden. Men spørgsmålet er om ikke vi er ved at være så kloge, at vi kan holde op med at bilde hinanden ind, at vi kan håndtere komplekse problemstillinger med kompleksitetsreducerede og standardiserede løsninger?
Som LT sagde: ’Menneskelige og intellektuelle dyder som ydmyghed, villighed til at lære, åbenhed overfor kritik og integritet er, bør og skal være omdrejningspunktet før alt andet.
Disse dyder skal kultiveres og forfines i uddannelse og i praksis’.
Det tror jeg på. Det er vores arbejde i en nøddeskal. Måske foreløbigt.
Det må i hvert fald gælde, indtil vi bliver så kloge, at vi bliver nødt til også at udvikle den tankegang smile

\r\n

En af grupperne i etikprocessen på årsmødet skrev på en af plancherne om KVALITET & ETIK: ’Vi skal kunne se os selv i spejlet om 20 år’.
Enig. Men vi kan ikke være sikre. Personligt vil jeg kunne leve med, at vi gjorde noget forkert, men ikke, at vi ingenting gjorde…
Ind til da, må vi holde postulaterne op mod lyset. Og være parate til, som drengen i Kejserens nye klæder, at sige: Han har jo ikke noget tøj på …

\r\n

Og så til noget helt andet:

\r\n

Ankestyrelsen afgjorde som det er de fleste bekendt før jul, at der har været en retsvildfarelse i opgørelsen af hvilke kommuner, der har skullet betale hvad for en efterværnsindsats. Vi har siden arbejdet på at få lavet lovgivningen om.
Nu tyder det på, at vores og andre aktørers bønner er blevet hørt. Socialministeriet er på vej med en lovændring, der legitimerer praksis før Ankestyrelsens korrektiv.

Vi har tidligere påpeget det, men flere af vores medlemsinstitutioner fortæller, at de har meget brug for, at lov om voksenansvar også gælder på dagbehandlingsindsatser, specialskoler og på institutioner, der tilbyder aflastning.
Hvad de sidste angår, er der børn, der befinder sig mellem 10 og 15 døgn på en institution – uden formelt at være anbragt og dermed udenfor den lovgivning, der gælder for anbragte børn og unge.
Det er vores indtryk, at aflastningsindsatserne er tiltagende i antal og opholdslængde og vi vurderer, at der brug for at lovgivningen anerkender dette. Dels er der børn og unge, der ikke får den lovgivningsbestemte omsorg, de har brug for, dels er der ledere og medarbejdere, der har en svag/uklar retssikkerhed blandt andet fordi lov om nødværge er et straffelovsanliggende.

Det bliver vi også nødt til at få lavet lovgivningsmæssigt om.

Til de af jer der har brug for den paragrafmæssige reference – og det er den, der gælder aktuelt: (Se pkt. 23 i vejledning om voksenansvar):
”Børn og unge kan, jf. servicelovens § 52, stk. 3, nr. 5, som led i en aflastningsordning, jf. servicelovens § 55, stk. 2, få ophold i en netværksplejefamilie, en plejefamilie, på et godkendt opholdssted eller på en døgninstitution, jf. servicelovens § 66, stk. 1.
Børn og unge, der er i aflastning på et anbringelsessted efter servicelovens § 66, stk. 1, er ikke omfattet af reglerne i voksenansvarsloven. Unge der er fyldt 18 år og anbragt i efterværn efter § 76 i serviceloven er heller ikke omfattet af reglerne i voksenansvarsloven.”

Hvis nogle af jer mener, at de kan huske, at det på et tidspunkt er fremgået, at børn og unge – anbragte og ikke-anbragte – ikke skulle opleve forskelle for så vidt angår Lov om voksenansvar, så husker de rigtigt:
Det var Magtanvendelsesudvalgets hensigt….
Men denne passus er altså faldet ud …

Søren Skjødt, formand for FADD

Intet

FADDs ”Høringssvar vedrørende ny prøveterminsbekendtgørelse”

UVM_LOGO_2017.jpg

Vi skriver balndt andet:

"Fordi mange udsatte børn og unges skolegang har været præget af massive problemer, fravær og nederlag, vil det derfor for disse elevers vedkommende kunne være såvel karakterfremmende som generelt læringsmotiverende, at deres prøver kunne afvikles med intervaller over eksempelvis et helt skoleår eller fx 4 gange om året.
På i særlig grad de sikrede institutioner, men også i andre institutionstyper skal mange forhold spille sammen for at prøveafviklingerne timingsmæssigt falder sammen med en ungs ophold.

Ofte vil medarbejderne kunne have sikret en eksamen, såfremt den var mulig at afvikle ved barnets/den unges fysiske tilstedeværelse på institutionen/i skolen. Herunder at barnet/den unge fik bevilling af handlekommunen til at gøre sit forløb færdigt.

På den måde kunne det medvirke til at skabe afsæt for en påbegyndt positiv udvikling, at man i ’den rolige periode’, som et ophold på en intern skole, heldagsskole og specialskole, dagbehandlingsinstitution og døgninstitution typisk er, kunne få godt i gang i de skole- og-uddannelsesaktiviteter, som vi ved repræsenterer et vigtig beskyttelsesfaktor i udsatte børn og unges liv og som derfor vil kunne fungere dels kriminalitetsforebyggende, dels samfundsinkluderende.

I den sammenhæng er det vores erfaring, at fleksible løsninger fremmer dels udsatte børn og unges læringslyst og generelle udvikling af læringskompetencer, dels kan hindre tilbagefald."

Læs hele høringssvaret herunder

H_svar_proeveterminer_jan2017.pdf

FADD: Debatindlæg på DK-nyt - afgørelse truer efterværn

SS_DKNYT_eftervaern.png

FADDs formand, Søren Skjødt har et læserbrev på DK-NYT:
Han skriver:
Ankestyrelsen har fundet, at refusionspraksis i forbindelse med det økonomiske samarbejde mellem en ungs bopæls- og anbringelseskommune har været håndteret forkert.
Angiveligt har anbringelseskommune ikke ret til refusion fra den unges bopælskommune, når den unge får tilbudt et efterværnsforløb i den kommune, hvor barnet i forlængelse af en anbringelse er i gang med at etablere sig – socialt, kulturelt og uddannelsesmæssigt.

Udover at det i sig selv kan være en bombe under den efterværnsordning, som er en blandt flere afgørende beskyttelsesfaktorer for et anbragt barn – herunder at være den nødvendige opfølgning på en anbringelsesindsat - er det seneste vi har hørt til konsekvenserne af Ankestyrelsens offentliggørelse, at nogle kommuner er begyndt at kræve de penge tilbage som ifølge Ankestyrelsen er betalt uretmæssigt for en efterværnsindsats i en anden kommune.

Vores bekymring går på:
\r\n

    \r\n
  • At det vil blive markant vanskeligere at finansiere det nødvendige efterværn
  • \r\n
  • At kommunerne vil komme op at toppes om hvem der skal betale hvad og dermed risikere at trække en beslutning i langdrag
  • \r\n
  • At nogle unge med et efterværnsbehov ikke får det og derfor kan tabes i processen
  • \r\n
  • At nogle anbringelser og indsatser vil miste gennemslagskraft i forlængelse af  efter-problemer, der kan være konsekvensen af det korttidsfokus, der præger mange kommunale indsatsforståelser
  • \r\n
\r\nDet bliver vi nødt til at få lavet lovgivningsmæssigt om.

Hent det herunder

Intet

Link: www.dknyt.dk/sider/debat.php?id=8787


Livsværk afholder kursus om BORDERLINE

Borderline_sep2017.jpg

Hvad vil det sige at leve med Borderline, og hvordan imødekommer og samarbejder vi bedst muligt med mennesker ramt af Borderline?Landsforeningen LIVSVÆRK inviterer til heldagskursus d.12 september 2017 fra kl.9:30-16 på Thorshøjgård, Pedersborgvej 20, 2635 Ishøj


Læs mere herunder

BORDERLINE KURSUS_livsvaerk_sep2017.pdf

Ungeseminar 20-21 april 2017

FADD_ungesem2017.jpg

Ungegruppen i FADD inviterer til DØGNSEMINARpå Tornøs Hotel i Kerteminde om: 

UDSATTE UNGE & digital dannelse, uddannelse som beskyttelsesfaktor, de professionelles juridiske ret & pligt i forhold til myndighedsarbejdet & egenskaber i fremtiden

OPLÆGSHOLDERE
\r\n

    \r\n
  • Jonas Ravn, cand. mag. medievidenskab – projektleder og foredragsholder hos Center for Digital Pædagogik
  • \r\n
  • Anne Görlich, postdoc, Ph.D, Center for Ungdomsforskning, AAU
  • \r\n
  • Henrik Horster, cand jur. ankechef, Ankestyrelsen
  • \r\n
  • Henrik Good Hovgård, Fremtidsforsker, Director, Future Navigator

    Tilmeldingsfrist: 1. marts 2017

    Yderligere info: Se nedenfor ...
  • \r\n

Læs mere herunder

FADD pjece_ungesem2017_april.pdf

En ny afgørelse om refusion, når en ung er i efterværn

Ingen_penge_retur.jpg

Kort før jul afgjorde Ankestyrelsen, at der ikke er ret til refusion i efterværnperioden i sager, hvor den unge har været anbragt inden det 18. år, men hvor der ikke har bestået et refusionsforhold inden det 18. år.
Ankestyrelsen angiver, at tidligere afgørelser vedr. refusion i efterværnsperioden har beroet på en retsvildfarelse, idet retssikkerhedslovens § 9c, stk. 4 kun omhandler den situation, hvor en allerede bestående refusionsret fortsætter efter det fyldte 18. år.

\r\n
\r\n

I FADD arbejder vi på at få loven ændret...

\r\n

Læs mere herunder

Intet

Link: www.seminarer.dk/…/ny-afgoerelse-refusion-naar-ung-eft…/…


JANUAR-klummen 2017

SS_ny_nov2012.jpg

Allerførst, RIGTIG GODT NYTÅR.
Håber alle er kommet godt & vel ind i 2017.
Og at det til trods for naboens anstrengte humoristiske sans med Wc-papir i postkassen, barberskum under håndtaget, tape for nøglehullet, knaldperler eller husholdningsfilm under WC-brættet, ballon på udstødningen, og test af netop dit HFI-anlæg er muligt at frembringe mod, håb og optimisme til et år, der hverken byder på VM eller EM i foldbold wink

På den politiske scene kommer det nye år blandt andet til at handle om kommunalvalget den 21. november.
Vi iler med en ide til et slogan: ”Bedre nu, billigere senere”
Hvis et politisk parti eller en kommunal opstillingsliste ønsker at bruge sloganet, der skal sætte fokus på, at vi kan træffe valg, der er bedre for de udsatte børn og som bliver billigere for samfundet, bidrager vi gerne med gode ideer til svar på hvordan …
Vi vil se, om vi kan tale pænt til dem, der foretrækker: ”Værre nu, dyrere senere”
Men et godt gæt er, at vi nok bliver noget rustikke i udtrykket …
---
Når der forestår et kommunalvalg, kan vi være helt sikre på en ting: Der bliver ikke truffet store og vidtrækkende beslutninger.
Det er svært at forpligte politikere udover deres valgperiode.
Hvad vi til gengæld kan lige så sikre på er, at når valget er overstået og vi ved hvem, der med hvilket mandattal, skal kæmpe om de kommunale prioriteringer, så vil der det første år blive gået hårdt til de borgernære ydelser – i håbet om, at tiden vil læge alle sår, og at vælgerne ikke kan huske, hvem der sagde hvad om de gamle, de arbejdsløse, de syge, før-skole og skolebørnene og om de udsatte børn og unge. Med flere.
De udsatte børn og unge har vi i FADD naturligvis tænkt os at ofre en særlig opmærksomhed i valgkampen.
Vi vil minde kommunalpolitikerne om, at en investering i udsatte børn og unge også er ’et brev til fremtiden’ for nu at citere Mia Lyhnes figur i Bilka-reklamerne op til nytåret.
Aktørerne på udsatte børn og unge området bliver ind i mellem beskyldt for, at vi ikke ved hvad der virker og at udgifterne til området eksploderer: Af politikere, der håber på et belæg for besparelser og rationaliseringer, over forskere, der håber på nyfinansieringer og deraf følgende kalorietilførsel til egen karriere og til medarbejderfastholdelsesaktiviteter til menigmand m/k, der frit fra leveren postulerer, at de enten ’bare skal have nogen flade’ eller ’hvor svært kan det lige være’ ….
For det første; vi ved godt hvad der virker for udsatte børn og unge:

\r\n
    \r\n
  1. Den tidlige, koordinerede, vel-timede og opfølgningsorienterede indsats
  2. \r\n
  3. Kontinuerlig og/eller kompenserende skolegang
  4. \r\n
  5. Deltagelse i opbyggelige fritidsaktiviteter
  6. \r\n
  7. Samarbejdet med børnenes forældre, familie og netværk
  8. \r\n
  9. Meningsfulde relationer til andre mennesker – herunder andre børn og unge
  10. \r\n
  11. Anstændige, omsorgsfulde og veluddannede medarbejdere til at sikre nummer 1-5 tilsat den rigtige dosering af normalitet
  12. \r\n
\r\n

For det andet så er udgifterne til udsatte børn og unge området (fortsat) ikke eksploderet.

Når det er sagt, så har vi tænkt os før under og efter kommunalvalget at erindre lokalpolitikerne om den vigtige opgave, det er, at varetage det, vi forsøgsvis kunne kalde ’den moderne forsyningsforpligtelse’.
Det moderne kunne bestå i, at når rigtig mange kommunalpolitikere med inspiration fra Sveriges-Herning-med-flere-modellerne har opkvalificeret myndighedsområdet, så må næste skridt være at få udførerleddet løftet tilsvarende.
Vi, der har stået for byggeprojekter ved, at det ikke fører bedre byggeri med sig at lægge rigtig mange ressourcer i ingeniørarbejdet, hvis der ikke er penge til ordentlige arkitekter og håndværkere.
Det samme gælder for arbejdet med udsatte børn og unge.
Det fører ikke til bedre resultater, hvis man nøjes med at ansætte flere socialrådgivere.
Når man har sagt A må man også sige B. Og det er at skabe helhedsorienterede og fagligt bæredygtige løsninger.
Vi tiltror kommende lokalpolitikere, at de er opmærksomme på den egeninteresse, der ligger i at ’sognets’ egne børn og unge får den rigtige indsats – første gang.
Det betyder at politikerne skal sørge for:

\r\n
    \r\n
  • at skabe de nødvendige trin på indsatstrappen – med passende afstand mellem trinnene, for at undgå at udsatte børn og unge falder igennem eller nedad trappen
  • \r\n
  • at samarbejdet mellem barn, forældre, myndighed, folkeskoler, sundhedspleje og institutioner for udsatte børn og unge kræves, fordres og understøttes
  • \r\n
  • at nye kommunalpolitikere bliver bedre til at udmønte intentionen fra kommunalreformen om, at kommunerne på tværs af kommunegrænserne i fællesskab kan løse opgaver, der rækker udover den enkelte kommunes kapacitet eller kompetencer. 
  • \r\n
\r\n

---
Her på den anden side af tærsklen til det nye år ser vi frem til at give positiv opmærksomhed til udmøntningen af lov om voksenansvar, kærlighed til den samarbejdende folkeskole og passioneret med- og modspil til ministeriers og kommuners generelle og konkrete håndtering af arbejdet med udsatte børn og unge.
Sæt i gang …

Søren Skjødt, formand for FADD

Intet

Februarklummen 2017

SS_ny_nov2012.jpg

I Anders Matthesens seneste show, ”Shhh” appellerer han til, at vi går hårdt til mennesker, der postulerer uden at have styr på fakta.
Engang gav en henvisning til, at man havde hørt et eller andet en særlig autoritet. Siden blev, ’jamen, det er noget jeg har læst’ trumfen i en diskussion.
I dag er referencen til evidens det, der rydder bordet, når vi skal overbevise hinanden om hvad der er rigtigt og sandt.
Det skal jeg vende tilbage til.

\r\n

Først et back flash til vores årsmøde i november sidste år, hvor vi blandt andet havde sat os for at rette blikket mod et af de centrale aspekter i socialpædagogikkens DNA, etikken:
Vi ville udfordre den i nogle sammenhænge hårdt udspændte line mellem etikken og evidensen.
Vi ville undersøge, om det med lige dele klogskab, humanisme og faglighed kunne lade sig gøre at lægge kimen til nye forståelser af sammenhængen mellem anstændighed, viden og value for money.
Vi ønskede at udfordre, nytænke og bidrage til opbygningen af et paradigme, der skulle (medvirke til) at generere og manifestere nyt indhold, nye fremtrædelsesformer og nyt sprog.
For nu at citere fra programmet…

I den sammenhæng havde vi bedt professor fra Aalborg Universitet, Lene Tanggaard (LT) sammen med forskningsassistent, Tue Juelsbo om at stå for den bevidsthedsudvidende proces: Opfindsomhed i mødet mellem evidens og etik – et forløb over 4 timer vekslende mellem oplæg, workshops og opsamling.
JIC: (Just in case) Nedenstående er et forsøg på at freestyle hen over en eftermiddag i det Peter Bastian aftenen forinden havde kaldt for et ’skabende fællesskab’, hvor det fløj med faglige forståelser, personlige påstande og kvikke kommentarer. Og udlede et par pointer…

Lad mig understrege:

\r\n
    \r\n
  • Der var mange udlægninger af teksten
  • \r\n
  • Jeg har ikke fanget alle pointer
  • \r\n
  • Jeg står på mål for det, der står
  • \r\n
  • Skulle Lene Tanggård være uenig i noget af det, har hun ret J
  • \r\n
\r\n

LT indledte med at skelne mellem opfindsomhed, kreativitet og innovation og i den sammenhæng at foretrække begrebet opfindsomhed, som er ’mindre mystisk, mere ligetil, er et inviterende begreb, er for alle og er som råstof betragtet en forudsætning for kreativitet og innovation’.
Hun fremhævede vigtigheden af ’de 6 principper for opfindsomhed’: Opfindsomhedshuskelisten:

\r\n
    \r\n
  1. Eksperimenter og lær af fejl
  2. \r\n
  3. Leg med egne projekter
  4. \r\n
  5. Luk op for nye tanker
  6. \r\n
  7. Du skal snuble noget mere
  8. \r\n
  9. Dyrk gamle nyheder
  10. \r\n
  11. Husk værdierne
  12. \r\n
\r\n

Herefter mindede LT os om betydningen af begrebet evidens og fortalte, at evidensbegrebet begrebsligt set er ikke direkte forbundet med bestemte metoder, videnskaber eller behandlingsmetoder.
Evidensbegrebet blev op gennem 1990erne i USA og Storbritannien motiveret af en kritik af den pædagogiske forskning, som man mente var for vag.
I DK henter vi derfor ambitionen om evidens typisk fra en amerikansk og britisk sammenhæng.
Oprindeligt blev evidensbegrebet brugt indenfor medicinske område: Man giver en pille. Og den virker uafhængigt af patientens med/modspil og vilje.
Sådan er det ikke indenfor pædagogisk arbejde.
Der væsentlig flere forhold, der dels er i spil i forhold til, hvad der virker, dels er disse faktorer vanskelige at adskille fra hinanden.
Pædagogik er noget vi gør!

\r\n
    \r\n
  • ’Pædagogik kan kun gøres i konkrete sammenhænge af bestemte mennesker, der har bestemte mål. Medicin kan virke, og man kan måle dens effekt. Pædagogik derimod gøres, og den skaber gøren, effekten er afhængig af den der gør/handler og man kan diskutere dens mening og mål og dens bygning’.
  • \r\n
  • ’At måle pædagogisk effekt for at finde universelle sammenhænge svarer til at veje en pengeseddel for at måle dens værdi’.
  • \r\n
\r\n

Det sidste er interessant: At måle pædagogisk effekt for at finde universelle sammenhænge svarer til at veje en pengeseddel for at måle dens værdi.
Det betyder ikke, at vi skal holde op med at undersøge effekten af pædagogisk arbejde, men blot, at vi vedholdende skal forstå, tænke og handle efter, at en effekt altid er bundet til et konkret barn og en konkret familie. Og at vi kan forvente, at den samme indsats sandsynligvis har en anden effekt på et andet barn og en anden familie.
I den store sammenhæng skal og kan evidens kun forstås som viden, der er produceret og derfor er fortidig. Og nogle af os går altså og siger, at vi ikke kan behandle nutidens børn og unge med fortidens metoder.
Vi har en forpligtelse til at kende og forstå vores historie, men også en forpligtelse til at udvikle og re-tænke vores praksis.
Det betyder med LTs ord, at vi ikke kan bruge begrebet evidensbaseret, hvorimod brugen af evidensinformerede indsatser giver god mening.
I den forbindelse beskrev LT forskelle på ren og uren pædagogik:
Mens ren pædagogik kan defineres som bestræbelsen på at udvikle pædagogikken ud fra kausale relationer og metodiske procedurer, stræber uren pædagogik efter at genrejse et sprog, der handler om mål, tradition, praksis, mening, kritik og kontekst. Ren pædagogik handler om, hvad der virker for at fremme ydre tekniske mål.
I den urene pædagogik virker pædagogikken kun i betydningen 'rumsterer'. Den får et virke. Den virker og værker og skaber et værk, som kan virke i andre.
Der er i professionsudøvelse altid et element af menneskelig dømmekraft, som man ikke kan reducere eller se bort fra: Ingen regel, teknik, metode eller manual kan diktere sin egen anvendelse.
Det er altid konkrete personer, der vurderer i hvilke situationer, det er relevant at anvende en teknik eller manual på en bestemt måde, og selve dømmekraften kan ikke manualiseres.
Her er vi oppe mod stærke kræfter: LT: ’Viden (om for eksempel evidens, red.) er en vare, der kun har værdi, hvis den kan indgå i cirkulationer med andre kapitalformer'.

\r\n

Meget enig. Men mange politikere og andre beslutningstagere, herunder nogle af DJØF’erne betragter tilsyneladende evidens som et mål i sig selv; den teoretiske cost benefit analyse bliver vigtigere end børns udvikling, som i parentes bemærket netop også er en kapitalform.
Det kammer også over, når aktører indenfor vores eget område bliver mere optagede af fortællingen om pædagogikken end af hvordan barnet har det og hvordan det udvikler sig.
Det afgørende er, hvad der legitimerer hvad.
For mig vil det altid være det vigtigste, at de børn der har det dårligt og hårdt får det bedre og lettere.
Tilbage til Anders Matthesen og hans opfordring til et oprør mod postulater og ’postulanter’. Problemet med det, vi hører, læser og mener, at der er evidens for er: Hvordan kan vi være sikre? Hvad virker for hvem og hvornår?

En af forståelserne af hvorfor vi nogle gange må ty til autoriteter er, at vi har brug for sikkerhed og overbevisning.
Evidenspolitik er formentligt en forståelig reaktion på at leve i en usikker verden. Men spørgsmålet er om ikke vi er ved at være så kloge, at vi kan holde op med at bilde hinanden ind, at vi kan håndtere komplekse problemstillinger med kompleksitetsreducerede og standardiserede løsninger?
Som LT sagde: ’Menneskelige og intellektuelle dyder som ydmyghed, villighed til at lære, åbenhed overfor kritik og integritet er, bør og skal være omdrejningspunktet før alt andet.
Disse dyder skal kultiveres og forfines i uddannelse og i praksis’.
Det tror jeg på. Det er vores arbejde i en nøddeskal. Måske foreløbigt.
Det må i hvert fald gælde, indtil vi bliver så kloge, at vi bliver nødt til også at udvikle den tankegang 

\r\n

En af grupperne i etikprocessen på årsmødet skrev på en af plancherne om KVALITET & ETIK: ’Vi skal kunne se os selv i spejlet om 20 år’.
Enig. Men vi kan ikke være sikre. Personligt vil jeg kunne leve med, at vi gjorde noget forkert, men ikke, at vi ingenting gjorde…
Ind til da, må vi holde postulaterne op mod lyset. Og være parate til, som drengen i Kejserens nye klæder, at sige: Han har jo ikke noget tøj på …

\r\n

Og så til noget helt andet:

\r\n

Ankestyrelsen afgjorde som det er de fleste bekendt før jul, at der har været en retsvildfarelse i opgørelsen af hvilke kommuner, der har skullet betale hvad for en efterværnsindsats. Vi har siden arbejdet på at få lavet lovgivningen om. 
Nu tyder det på, at vores og andre aktørers bønner er blevet hørt. Socialministeriet er på vej med en lovændring, der legitimerer praksis før Ankestyrelsens korrektiv.

Vi har tidligere påpeget det, men flere af vores medlemsinstitutioner fortæller, at de har meget brug for, at lov om voksenansvar også gælder på dagbehandlingsindsatser, specialskoler og på institutioner, der tilbyder aflastning.
Hvad de sidste angår, er der børn, der befinder sig mellem 10 og 15 døgn på en institution – uden formelt at være anbragt og dermed udenfor den lovgivning, der gælder for anbragte børn og unge.
Det er vores indtryk, at aflastningsindsatserne er tiltagende i antal og opholdslængde og vi vurderer, at der brug for at lovgivningen anerkender dette. Dels er der børn og unge, der ikke får den lovgivningsbestemte omsorg, de har brug for, dels er der ledere og medarbejdere, der har en svag/uklar retssikkerhed blandt andet fordi lov om nødværge er et straffelovsanliggende.

Det bliver vi også nødt til at få lavet lovgivningsmæssigt om.

Til de af jer der har brug for den paragrafmæssige reference – og det er den, der gælder aktuelt: (Se pkt. 23 i vejledning om voksenansvar):
”Børn og unge kan, jf. servicelovens § 52, stk. 3, nr. 5, som led i en aflastningsordning, jf. servicelovens § 55, stk. 2, få ophold i en netværksplejefamilie, en plejefamilie, på et godkendt opholdssted eller på en døgninstitution, jf. servicelovens § 66, stk. 1.
Børn og unge, der er i aflastning på et anbringelsessted efter servicelovens § 66, stk. 1, er ikke omfattet af reglerne i voksenansvarsloven. Unge der er fyldt 18 år og anbragt i efterværn efter § 76 i serviceloven er heller ikke omfattet af reglerne i voksenansvarsloven.”

Hvis nogle af jer mener, at de kan huske, at det på et tidspunkt er fremgået, at børn og unge – anbragte og ikke-anbragte – ikke skulle opleve forskelle for så vidt angår Lov om voksenansvar, så husker de rigtigt:
Det var Magtanvendelsesudvalgets hensigt….
Men denne passus er altså faldet ud …

Søren Skjødt, formand for FADD

Intet